Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Ny indsats skal styrke elevers trivsel og faglighed

Folketingets partier er klar med nye tiltag for trivsel og faglighed på skoler og uddannelser.
18. FEB 2021 11.50
TEMA: Corona

Corona har sat sit præg på børn og unges undervisning det seneste år og påvirket trivsel og det faglige niveau. Alle Folketingets partier er nu blevet enige om en række indsatser, der frem mod sommeren, skal styrke trivslen og indhente det faglige efterslæb, oplyser Undervisningsministeriet.

Der er afsat 600 mio. kr. til at iværksætte indsatser i både grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelser. Af det er 390 mio. kr. afsat til et fagligt løft, hvor der vil være fokus på elever og kursister, der har særlige behov eller skal til afsluttende prøver inden sommerferien.

Aftalen indebærer mere frihed og fleksibilitet til skolerne og uddannelsesinstitutionerne. Der gives mulighed for, at skolerne kan omlægge undervisningen og finde lokale løsninger. Skolerne og institutionerne vil også kunne beslutte, om man vil bruge midler på supplerende undervisning, to-lærerordning eller turboforløb.

Problemer med mistrivsel

- Vi skal sikre, at mistrivslen ikke slår rod. Jeg håber inderligt, at de initiativer, vi nu præsenterer, vil gøre en forskel for vores børn og unge og skabe lidt luft og lys i en svær tid, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Der er i aftalen afsat 88 mio. kr. til at styrke elevernes trivsel. Heraf 44 mio. kr. til pædagogisk-psykologisk rådgivning til elever og 15 mio. kr. til klubberne. Men BUPL mener ikke, at fokusset på trivsel er stort nok, og at der er brug for flere tiltag.

- Vi synes, det er ærgerligt, at politikerne ikke har lyttet mere til børn, forældre, pædagoger, lærere og eksperter, der samstemmende har sagt, at kræfterne skal sættes ind på at styrke børn og unges trivsel. Der er for meget fokus på det faglige efterslæb, og det er jo næsten ingenting, der er afsat til det daglige trivselsarbejde i skole, SFO’er og klubber, udtaler Lars Søgaard Jensen, der er sekretær i BUPL.

mh