
Enhedslisten skifter ud på sin toppost, hvor Pernille Skipper overgiver posten som politisk ordfører til Mai Villadsen. Det meddeles officielt på et pressemøde kl. 11.45, der er indkaldt under den formelle overskrift "Omkonstituering i Enhedslistens folketingsgruppe".
I fravær af en egentlig partileder, som andre partier har, er det hos Enhedslisten den politiske ordfører, der har den tilsvarende rolle og er partiets spidskandidat. Valget af ny politisk ordfører markerer dermed også det længe ventede generationsskifte i EL-ledelsen, hvor Pernille Skipper er faldet for partiets rotationsregel og ikke kan genopstillle til næste folketingsvalg.
Når skiftet på topposten sker nu, er det for at give Mai Villadsen tid til at gøre sig kendt som Enhedslistens nye ansigt inden næste folketingsvalg.
Pernille Skipper blev valgt første gang ved FV11 og overtog stafetten som politisk ordfører efter Johanne Schmidt-Nielsen nogle måneder efter FV15, også som en følge af partiets rotationsprincip. Der har været forslag om at justere på princippet, så Pernille Skipper kunne tage et valg mere som frontfigur, men det blev ikke sat til afstemning på partiets årsmøde sidste år.
Den nye spids Mai Villadsen er nyvalgt ved FV19, men supplerer den korte folketingserfaring med yderligere fire års Christiansborgerfaring inden da som politisk rådgiver. Hun har længe været nævnt som en af flere mulige efterfølgere for Pernille Skipper, men blev ved en urafstemning på partiets årsmøde sidste år blot rangeret på en femteplads efter Rosa Lund, Rune Lund, Victoria Velasquez og Søren Søndergaard.
Modsat slog Pernille Skipper sin forgænger Johanne Schmidt-Nielsens stemmetal, flere år før hun faktisk overtog rollen. Antallet af stemmer ved den årlige interne urafstemning er således ikke afgørende for, hvem der bliver spidskandidat, men kun for opstillingsrækkefølgen af de øvrige kandidater.
OPDATERING: Korrigeret at forslag om ændret rotationsprincip ikke blev nedstemt, men i stedet ikke sat til afstemning på Enhedslistens årsmøde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.