Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Odense-udvalg siger nu ja til solcelleanlæg ved motorvej
Dette anlæg er fra Graasten.
Foto: Henrik Pyndt Sørensen, Ritzau Scanpix.

Odense-udvalg siger nu ja til solcelleanlæg ved motorvej

By- og kulturrådmand Christian Lilleholt (V) anerkender GreenGo Energys arbejde med at skaffe frivilige nabo-aftaler.

ODENSE: Mange steder i landet strander planer om solcelleanlæg på naboprotester, og flere og flere steder planlægger kommunerne nu anlæg i forbindelse med motorveje og anden infrastruktur, hvor der ikke er så mange naboer til at klage over forandret udsigt.

I Odense vedtog By- og Kulturudvalget efter en besigtigelse, at et solcelleanlæg på 65 hektar skal bygges i Højby ved Svendborgmotorvejen. 

Det fremgår af sagsfremstillingen, at det er lykkedes bygherren, GoGreen Energy, at træffe frivillige aftaler med 15 ud af 17 naboer inden for 200 meter. 

- Rigtig mange steder i landet falder solcelleanlæg på grund af borgermodstand. Med den her sag har vi faktisk haft et firma, der har været ude og tage fat i alle borgerne og forsøge at indgå frivillige aftaler, så der enten skal laves jordvolde eller grøn beplantning, så man ikke kan se solcelleanlægget fra dér, hvor de bor, forklarer by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V) til TV2 Fyn.

Paradigmeskift

Helt på plads er anlægget ikke endnu. Bygherren planlægger med tre meter høje jordvolde på henholdsvis 125 og 190 meter til afskærmning. Det skal undersøges nærmere, så forvaltningen skal lede efter alternativer, der passer bedre ind i landskabet.

Odense Kommune har ikke tidligere givet tilladelse til jordvolde i det åbne land med en sådan størrelse og udstrækning udelukkende med henblik på visuel afskærmning og ikke støjdæmpning. Der vil derfor i det givne tilfælde være tale om et paradigmeskift, som kan have betydning for yderligere ønsker til støjvolde, lyder det i sagsfremstillingen.

Samtidig har udvalget ønsket 30 meters afstand til en bevaringsværdig gård i stedet for 20 meter, som bygherren har lagt op til.

Solcellerne forventes at betyde 19.000 ton årlig CO2-reduktion - svarende til 2 pct. af Odense Kommunes årlige udslip på 933.933 ton (2018-tal). Sat i forhold til den del, energi-sektoren står for i den store kommune, vil solcellerne ved Højby udgøre et bidrag på 4,5 pct.