ODSHERRED: En ansat på et bosted for børn og unge i Odsherred blev stukket ihjel onsdag eftermiddag. En beboer er anholdt og sigtet for at stå bag knivstikkeriet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Offeret er en 29-årig mand, der var ansat på Lyshøj Opholdssted, som ligger på Riisvej i Veddinge.
Overfaldet skete uden for institutionen. Myndighederne fik lidt efter klokken 15 alarm om, at en såret mand var blevet fundet på vejen. Da ambulancen kom frem, stod det klart, at han var blevet stukket med kniv.
Med lægehelikopter blev manden fløjet til sygehuset i Holbæk, men her blev han erklæret død, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
19-årig anholdt
Kort tid efter fundet af den hårdt sårede medarbejder anholdt betjente en 19-årig mandlig beboer på bostedet. Det skete uden dramatik, oplyser politiet. Den dræbtes pårørende er underrettet.
Lyshøj Opholdssted tager sig af børn og unge i alderen fra 11 til 25 år. Man har kapacitet til 19 normaltbegavede beboere, hedder det på stedets hjemmeside.
Først på aftenen har vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard, der leder efterforskningen, ikke yderligere oplysninger om offeret og den formodede gerningsmand, siger han til Ritzau.
Heller ikke et muligt motiv ønsker han at udtale sig om. Den 19-årige skal fremstilles i retten torsdag. Her skal en dommer afgøre, om der er grundlag for varetægtsfængsling.
Betjente er onsdag aften i gang med at afhøre personer på opholdsstedet, ligesom kriminalteknikere er tilkaldt for at sikre spor. Desuden indgår hunde i en afsøgning af området, oplyser politiet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.