Auken: Jeg bad Sofie Carsten gribe ind over for Østergaard

Sofie Carsten Nielsen valgte at dække over Østergaard i stedet for at tage et opgør, lyder det fra Ida Auken. Sofie Carsten Nielsen er "rasende" og kalder det falske påstande.
14. OKT 2020 11.00
TEMA: #metoo

Det radikale folketingsmedlem Ida Auken skriver på Facebook, at den nye radikale leder Sofie Carsten Nielsen har dækket over en episode, hvor tidligere leder Morten Østergaard har opført sig krænkende.

I et opslag lyder det, at hun har oplevet Morten Østergaard opføre sig grænseoverskridende og befamle en kvinde under Folkemødet i 2017.

Herefter, skriver Ida Auken, bad hun "udtrykkeligt" Sofie Carsten Nielsen om at gribe ind over for Morten Østergaard.

"Svaret til mig fra ledelsen dengang var, at man var begyndt at mandsopdække Morten og lægge ham i seng, når han blev for beruset. Jeg sagde, jeg ikke mente, det var godt nok", skriver Ida Auken.

Ida Auken, der har orlov fra Folketinget grundet stress, skriver, at Sofie Carsten Nielsen efterfølgende har afvist at have hørt sådan en historie om Morten Østergaard.

"Sofie Carsten Nielsen har efterfølgende afvist at have hørt sådan en historie om Morten Østergaard, og det samme har landsformanden (Svend Thorhauge, red.). Den tredje person, partisekretæren, har modsat de to andre skriftligt bekræftet, at jeg har talt med ham om sagen", skriver Auken.

Sofie Carsten Nielsen er rasende

Sofie Carsten Nielsen, afviser beskyldninger fra folketingsmedlem Ida Auken om, at Nielsen skulle have kendt til krænkelser.

Auken beskylder Nielsen for at dække over tidligere leder Morten Østergaards krænkelser. Men det er falske påstande, mener den nye leder.

- Jeg er rasende over de påstande, Ida Auken i dag har rejst, skriver Sofie Carsten Nielsen i et opslag på Facebook.

- At Ida vælger at slynge falske påstande om mig og vores landsformand ud på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke se som andet end et forsøg på at destabilisere partiet.

 

Det var en lang dag i den sorte diamant, hvor jeg kunne sidde og se mit parti nedsmelte for åben skærm. Men værre endnu...

Slået op af Ida AukenOnsdag den 14. oktober 2020

 

Opdateret kl. 11.45 med informationen om, at Sofie Carsten Nielsen afviser Aukens beskyldninger.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev