En af de meget omtalte politiske manøvrer op til KV21 er, at Villy Søvndal (SF) efter en enkelt periode i regionsrådet i Region Syddanmark nu går efter borgmesterposten i Kolding. Nu har partiet valgt hans efterfølger som regionsspids, oplyser TV Syd.
Det blev byrådsmedlem i Middelfart gennem de seneste ti år, 33-årige Mikkel Dragsmose-Hansen, der er formand for beskæftigelsesudvalget og i det civile liv er projektkoordinator i Vejle Kommune. Partireglerne i SF tillader dobbeltmandat, netop når det gælder byråd kombineret med regionsråd, oplyser Mikkel Dragsmose-Hansen til DK Nyt.
Han bliver således spids begge steder. I regionsrådet har SF seks pladser ud af de 41 medlemmer, i byrådet sidder han i en enmandsgruppe efter et personligt godt valg. Ved KV17 kom han på top tre over personlige stemmer.
I Roskilde har det nuværende byrådsmedlem Tina Boel meldt sig som spids igen for SF, oplyser Roskilde Avis. Hun sad egentlig i en enmandsgruppe, men har netop fået politisk selskab af Torben Jørgensen, der er hoppet af fra S-gruppen. SF bruger i Roskilde partiliste, hvor listestemmerne fordeles mellem kandidaterne efter deres placering på stemmesedlen. SF beslutter sig endeligt 5. oktober.
På Bornholm har De Radikale udpeget deres spids: Matilde Lissau skal forsøge at erobre Bente Johansens tabte mandat tilbage, oplyser Bornholms Tidende. Lissau var nummer to på den radikale liste ved KV17, hvor partiet blev den lille i valgforbund med EL, SF og ALT, der fik valgt henholdsvis to, en og en ind.
I Vejle har Alternativet udpeget ny spids: Marianne Raadshøj, der erstatter Morten Westergaard på den post, skriver Fredericia Dagblad. Her var partiet ved KV17 i valgforbund med SF og De Radikale, som fik henholdsvis tre og en enkelt plads ud af det, mens Alternativet med 1.139 lagde stemmer til.
Rettelse 17. sept. Af første version fremgik det, at Tina Boel var udpeget som SF-spids i Roskilde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.