HILLERØD: Årets budgetforlig i Hillerød er det smallest mulige med lige nøjagtig de 14 mandater, der skal til for at mønstre et flertal i et byråd med 27 medlemmer. At byrådet i den grad er delt, skyldes en skatteforhøjelse på 0,25 procentpoint, som var uspiselig for det blå mindretal.
Skattestigningen hænger direkte sammen med udligningsreformen, der koster Hillerød Kommune 12 mio. kr. i 2021 stigende til det dobbelte i de efterfølgende år. Ifølge en overgangsbestemmelse i udligningsreformen kan ramte kommuner sætte skatten tilsvarende op, men da ikke alle ramte kommuner har ønsket at gøre dette, har Hillerød fået lov at give kommuneskatten et ekstra dask, så den sættes op med næsten dobbelt så meget, som udligningsreformen koster i 2021.
Slutfacit er en skattestigning fra 25,6 pct. til 25,85 pct. Størrelsen af skattestigningen var dog ikke afgørende for det blå mindretal, der var imod en skattestigning i det hele taget.
Partierne bag budgetaftalen er Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale, mens Venstre, De Konservative, Nye Borgerlige og løsgænger Peter Lennø (eks-DF) står udenfor. Budgettet andebehandles og besluttes endeligt i Hillerød Byråd 30. september.
Se budgetaftalen og tilhørende talmateriale.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.