
KOLDING: Driften af Koldinghus overgår fra nytår til det selvejende museum Kongernes Samling, der i dag har to afdelinger: Rosenborg Slot og Amalienborgmuseet. Fra nytår bliver det tidligere kongeslot Koldinghus den tredje afdeling af Kongernes Samling, oplyser Koldinghus.
Aftalen er indgået med et enigt Kolding Byråd. Det lokalhistoriske museum Museet på Koldinghus, der i dag har til huse på slottet, flytter sine aktiviteter til slottets Staldgård under navnet Museum Kolding. Museum Kolding vil fortsat være en selvejende institution og et statsanerkendt museum med ansvar for Kolding Kommunes lokalhistorie, dansk sølv og samarbejde med Statens Kunstfond om udstilling af smykkesamlingen.
Kongernes Samling erklærer sig 'meget begejstret' over at skulle overtage driften af Koldinghus
- Med en afdeling i Kolding bliver Kongernes Samling en national kulturinstitution, som rækker ud til hele Danmarks befolkning, og der kan dermed skabes en øget synlighed omkring den kongelige kulturhistorie i andre dele af landet end i hovedstaden, siger museumsdirektør Thomas C. Thulstrup i en kommentar.
750 år gammelt slot
- At det netop er på Koldinghus, vi åbner en afdeling, giver for Kongernes Samling rigtig god mening. Koldinghus er et 750 år gammelt kongeslot og er på den måde tæt forbundet med den kongelige kulturhistorie. Vi glæder os til at kunne præsentere en spændende og vedkommende formidling af den kongelige historie og til at fortsætte den gode udvikling, som Koldinghus har været inde i gennem en årrække som vartegn for Kolding og som centralt nationalt monument på linje med Rosenborg Slot og Amalienborg, siger han.
For Kolding Kommune bidrager Kongernes Samlings overtagelse af driften af Koldinghus til at 'styrke sin position som en væsentlig kultur- og designby', siger Kolding-borgmester Jørn Pedersen (V).
Kolding Kommune har den ambition er at samle en række kulturhistoriske aktører i Kolding, så det ny Museum Kolding fusionerer med det nuværende formidlingscenter i Unesco-byen Christiansfeld og det kommende oplevelsescenter på Skamlingsbanken, som åbner i foråret 2021.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.