Claus Hjort trækker sig fra efterretningsudvalg
Claus Hjort Frederiksen (V).
Foto: Sarah Christine Nørgaard, Ritzau Scanpix

Claus Hjort trækker sig fra efterretningsudvalg

Tilsyn advarede om kritisable forhold i Forsvarets Efterretningstjeneste allerede i 2017.
27. AUG 2020 6.12

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) går af som formand for Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne og forlader udvalget. Det skriver Ekstra Bladet. Venstre har efterfølgende bekræftet oplysningen over for Ritzau.

Beslutningen kommer, efter at Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) har kunnet berette om flere kritisable - og potentielt ulovlige - forhold i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Det har ført til, at forsvarsminister Trine Bramsen (S) vil indlede en undersøgelse af FE.

Claus Hjort Frederiksen skriver i en kommentar, at han ikke ønsker at sidde i spidsen for udvalget, der i daglig tale bedre er kendt som Kontroludvalget, når der nu skal foretages en undersøgelse af FE.

- Jeg har valgt at trække mig som formand for Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne. Jeg har været glad for at være formand for udvalget.

- Som tidligere forsvarsminister finder jeg det mest rigtigt, at der ikke kan stilles nogen form for spørgsmål om habilitet i forbindelse med en kommende undersøgelse af FE. Derfor har jeg meddelt, at jeg stopper i udvalget, skriver Claus Hjort Frederiksen i en kommentar.

Claus Hjort Frederiksen var forsvarsminister fra november 2016 til juni 2019. Det er i store dele af den periode, som tilsynet har undersøgt.

Blev orienteret i 2019

TET påtalte de mange forhold i en pressemeddelelse mandag. Her beskrev tilsynet, at FE i perioden 2014 til 2019 blandt andet har givet urigtige oplysninger til tilsynet, undladt at følge op på mistanke om spionage mod Forsvarsministeriet, ulovligt indsamlet og videregivet information om statsborgere og sågar 'behandlet oplysninger' om en ansat i tilsynet.

Tirsdag skrev Politiken og Berlingske, at Claus Hjort Frederiksen i 2019 blev orienteret om sagen.

Før Claus Hjort var Peter Christensen (V) forsvarsminister fra september 2015 til november 2016. Inden det kortvarigt Carl Holst (V). Og før det landets nuværende finansminister, Nicolai Wammen (S), fra 2013 til 2015.

Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne blev nedsat i 1988 og skal orienteres, 'før regeringen udsteder retningslinjer for efterretningstjenesternes virksomhed' og om 'væsentlige omstændigheder af sikkerhedsmæssig karakter'.

Tilsyn advarede om kritisable forhold i FE allerede i 2017

Allerede længe før tilsynet mandag rettede alvorlig kritik af FE, har politikerne været advaret om forholdene. TET har både i 2017, 2018 og 2019 advaret om, at FE ulovligt har spioneret mod 'i Danmark hjemmehørende personer'. Det viser en gennemgang af tilsynets rapporter fra de seneste år, som TV 2 har lavet.

Dermed har skiftende forsvarsministre og politikere været advaret om kritisable forhold i FE, længe før at TET mandag rettede alvorlig kritik af spiontjenesten.

Advarslerne fra tilsynet er alvorlige, vurderer Jacob Mchangama, der er direktør i den juridiske tænketank Justitia, over for TV2.

- FE har meget vide beføjelser og meget store ressourcer, så de kan gøre rigtig mange ting. Men der er stadig nogle grænser, og dem skal de selvfølgelig overholde, siger han til TV2.

I 2017 advarede tilsynet om, at FE ulovligt havde spioneret mod i Danmark hjemmehørende personer i syv tilfælde i 2016. Året efter advarede tilsynet om ulovlig spionage i både 2014, 2015 og 2016.

I 2019 blev tilsynets kritik skærpet. Her lød det blandt andet, at FE havde givet 'mangelfulde eller vildledende oplysninger' om tjenestens overvågning. Og det er især herefter, at det er problematisk, at politikerne ikke har grebet ind, mener Jacob Mchangama.

Blandt Folketingets partier er der bred opbakning til, at der skal foretages en uvildig undersøgelse af FE.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev