Det hjælper, når task force ser på kommunernes problemer

Socialstyrelsen og Ankestyrelsens task force, som kommuner kan få hjælp af til at udvikle deres sagsbehandling, følger kommunerne godt på vej. Men de når ikke i mål med det samme.

STEVNS / JAMMERBUGT: I 2017 henvendte Stevns sig til Socialstyrelsen og Ankestyrelsens fælles task force, som kommuner kan gøre brug af, hvis de ønsker at forbedre arbejdet på områder inden for udsatte børn og unge, voksne eller handicap. 

Stevns havde brug for hjælp til børneområdet.

Task forcen konkluderede, kort efter arbejdet begyndte, at Stevns især havde problemer med overholdelse af lovgivningen, journalisering af sager, overlevering mellem medarbejdere og procedurer samt ledelsesfokus.

Jammerbugt ansøgte også om assistance fra task forcen i 2017. De oplevede udfordringer på børnehandicapområdet, som de ønskede at løse.

I begyndelsen af forløbet øgede Jammerbugt antallet af sagsbehandlere fra seks til ni medarbejdere, telefontider for henvendelser fra familierne blev udvidet, og sagsbehandlere og ledere kom på kursus i systematik i sagsbehandling. 

Med små skridt går de frem

Arbejdet sluttede i 2019, og i task forcens afsluttende rapport konkluderer de, at Jammerbugt har igangsat en lang række tiltag, der fortsat skal forbedre kvaliteten i sagsbehandlingen inden for børnehandicapområdet. 

Jammerbugt fortsætter ifølge Formand for Børne- og Familieudvalget, Ulla Flintholm (V) med at tage fat. 

- Udviklingen i arbejdet med børnehandicapområdet stopper ikke her. Vi er fortsat meget opmærksomme på udviklingsarbejdet og fortsætter den positive bevægelse, der er sat i gang, siger hun. 

Flere socialrådgivere hjælper

I Stevns ansatte de også flere socialrådgivere efter task forcens anbefaling. Derudover har de sendt medarbejdere på kursus og sat fokus på ledelsen. Det har resulteret i, at task forcen i sin afslutningsrapport skriver: 

'... at Stevns Kommune i udviklingsfasen har lagt et godt fundamentet for at hæve kvaliteten i sagsbehandlingen, og at det er afgørende, at Stevns Kommune holder fast i at implementere de nye måder at arbejde på.' 

Altså har det hjulpet at have besøg. Kommunerne siger begge, at de ikke er i mål, og at de ikke havde forventet at være det. Men de er godt på vej. 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt