Regeringen lancerer torsdag endnu en hjælpepakke til erhvervslivet som følge af situationen med coronavirus, der presser økonomien for mange virksomheder.
Finansminister Nicolai Wammen (S) siger på et pressemøde, at den samlede regning for staten kan blive på omkring tre mia. kr. for de fire initiativer, som lanceres torsdag.
- Det er penge, vi tager af kassen, og det kan vi gøre, fordi dansk økonomi er stærk og robust, siger han.
Finansministeren har ved pressemødet selskab af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S).
Et af tiltagene går ud på, at regeringen vil give virksomheder refusion fra dag et, hvis medarbejdere er syge af coronavirus eller er i karantæne. Sygedagpengesystemets såkaldte arbejdsgiverperiode skal dermed suspenderes.
- Vi igangsætter en række initiativer, der kan afbøde de værste konsekvenser, siger Peter Hummelgaard.
- I morgen (fredag, red.) vil regeringen fremlægge en særlov, der suspenderer arbejdsgiverperioden, så arbejdsgiveren ikke hæfter for løn de første 30 sygedage. Det gælder smittede, og folk der har været i karantæne, siger beskæftigelsesministeren.
Kapitalbuffer frigives
Et andet initiativ består af, at den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer i bankerne frigives med det samme. Det skal give banker og pengeinstitutter bedre muligheder for at modstå tab, uden at de skal begrænse deres udlån.
Ifølge regeringen skal det kunne frigøre helt op mod 200 mia. kr. til nye udlån.
Et tredje initiativ er to nye garantiordninger, hvor den ene er målrettet store virksomheder og kommer til at fungere på markedsvilkår.
Den anden garantiordning er rettet mod små og mellemstore virksomheder. Den indebærer en lavere garantiprovision, som der bliver sat en statslig tabsramme på en mia. kr. af til.
Det sidste tiltag er beregnet til at gøre ordningen med arbejdsfordeling mere fleksibel. Det betyder, at virksomheder skal kunne sætte medarbejdere ned i tid i en midlertidig periode, og de pågældende medarbejdere skal så kunne få supplerende dagpenge.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.