AALBORG: En niårig pige mistede livet, da hun i marts sidste år blev ramt af en buskrydder i et buskads ved Gug Skole i Aalborg, og nu har retten i Aalborg idømt traktorførerens arbejdsgiver - en 48-årig mand - en bøde på 40.000 kr. i forbindelse med sagen. Kommunen er tidligere blevet frikendt i sagen.
Arbejdsgiveren er kendt skyldig i overtrædelse af arbejdsmiljøloven. Han skal foruden bøden betale en erstatning på 16.270 kr. Lovbruddet består i, at hans virksomhed ikke i tilstrækkelig grad havde sikret, at buskrydderen blev anvendt fuldt sikkerhedsmæssigt forsvarligt på ulykkestidspunktet.
Den 23-årige traktorfører har været sigtet for uagtsomt manddrab, da der var mistanke om, at han havde udført sit arbejde på en så uansvarlig måde, at han var skyld i pigens død, men anklagemyndigheden opgav at rejse tiltale mod traktorføreren, da man efter en grundig efterforskning vurderede, at der ikke var de nødvendige beviser.
Ritzau