En politikerløn skal altid være høj nok

31. okt 2019, 13:30
KLUMME Det er i vores allesammens interesse, at de valgte politikere er økonomisk uafhængige.

Nyorientering af gamle standpunkter udløses sommetider af omstændigheder, der intet som helst har med sagen at gøre, eller i det mindste befinder sig i periferien. Et godt eksempel er DR’s oversigt i denne uge, over hvor mange byrådsmedlemmer der har holdt betalt orlov siden KV17, hvilket igen var udløst af den spektakulære voldtægtssag fra et fugtigt gilde i EL-borgmester Ninna Hedeager Olsens lejlighed i foråret.

Hendes langvarige sygemelding retter projektøren mod vilkårene for syge- og andre typer orlov, der mildt sagt adskiller sig fra vilkårene for ikke-politikere på det almindelige arbejdsmarked. DR’s oversigt optalte 194 tilfælde af orlov til byrådsmedlemmer, som der er 2.432 af, hvorfor orlovsandelen svarer til knap otte pct.

Det problematiske ved byrådsorlov er, at mindst de første tre måneder er med vanligt vederlag uanset orlovens årsag, men blandt DR’s 194 orlovstilfælde er både sygdom og barsel blandet sammen med mere eksotiske årsager som udlandsrejser og lignende. Løn under sygdom og barsel repræsenterer imidlertid ikke nogen afgrundsdyb forskel fra almindelige lønmodtageres vilkår, så hvis man tager dem fra, og andre blandede og/eller uspecificerede begrundelser summer det hele ifølge programmet 100% Brian på Radio24syv op til siger og skriver 13 byrådsmedlemmer, der har været på ferie med betalt orlov. Lige over en halv pct., og i kroner og øre ikke noget der rykker ret meget på det offentliges pengeforbrug.

Men selvfølgelig egnet til vælgerforargelse, navnlig hvis man ikke skelner skarpt mellem de 194 og de 13, og det er så kommet oveni den altid underliggende forargelse over nogle helt andre politikeres løn- og især pensionsforhold, nemlig folketingsmedlemmer og ministre, der i modsætning til byrådsmedlemmer bedriver politik på fuld tid og derfor lønnes helt anderledes.

Folketingsmedlemmerne har selv længe været sig det kritisable i deres vilkår bevidst, endda så meget at man nedsatte en Vederlagskommission til at rydde op i det hele. Da det kom til stykket, ryddede man kun (delvist) op i vilkårene for borgmestre og regionsrådsformænd, mens vilkårene for landspolitikere højst fik et kosmetisk brush-up. Selv om det er dem, der er hovedproblemet, idet problemet er særordninger og manglende gennemskuelighed, ikke nødvendigvis hvad det koster.

På lønsiden stikker sådan noget som et skattefrit tillæg i øjnene, og på pensionssiden den hastighed hvormed man kan gøre sig fortjent til en fuld tjenestemandspension, på den halve tid af hvad en faktisk tjenestemand skal bruge til det. Det skattefrie tillæg er vi mange, der gerne vil have, og med samme begrundelse som folketingsmedlemmer traditionelt har brugt, nemlig at det sparer en masse bureaukrati, mens den korte pensionsopsparingstid i princippet kan forklares med, at en tilsvarende større del af lønnen er sat af til pensionsindbetaling. Men kun i princippet, i virkelighedens verden kan man ikke snakke sig ud af, at det er særvilkår ligesom den skattefrie del.

Til gengæld er det enkelt at løse: Sæt lønnen tilsvarende op, så kan folketingsmedlemmerne selv disponere den ekstra løn til ekstra pension - eller lade være. Ligesom alle andre. Enkelheden har dog den alvorlige bagside, at den højere løn er endnu mere synlig end pensionsvilkårene, og at der altid er nogen, der har ondt af, at politikere forgylder sig selv, som man gerne kalder det.

Forgyldt eller ej, udregnet på timebasis kan man generelt ikke kalde det lettjente penge, og til politikernes og deres lønningers forsvar kommer yderligere et ofte overset aspekt, nemlig at det er i vores allesammens interesse, at de valgte politikere er så tilpas økonomisk uafhængige, både mens de er aktive og bagefter, at de ikke behøver anbringe sig selv i lommen på nogen.

Hvis man vil se, hvordan det kan gå, hvis et land ikke aflønner sine politikere godt nok, kan man passende kaste et blik over Atlanten, hvor de amerikanske kongrespolitikere, især medlemmer af Repræsentanternes Hus der vælges for blot to år ad gangen, er fuldstændig afhængige af kontante tilskud fra lobbyister for at kunne føre mere eller mindre konstant valgkamp. Den massive modstand mod at begrænse adgangen til skydevåben ville være brudt sammen for længst, hvis ikke våbenlobbyisterne i National Rifle Association med deres gavmilde dollars kunne kontrollere præcis så mange politikere, som de vil betale for.

En relativt høj løn til danske folketingsmedlemmer er godt givet ud for at undgå den slags tilstande. Det bedes alle partier venligst huske, nu da også Socialdemokratiet og Venstre som de sidste er blevet modne til igen at se på politikernes vilkår.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Fordi mennesker betyder alt
}
Stillinger fra dkjob

Se alle aktuelle stillinger

Ritzau
Mest læste

Klummen af Michael Kjærgård