
HOLBÆK / SLAGELSE / ROSKILDE: En meromsætning for handlen i kommunen på op til 144 mio. kr. årligt er guleroden, når byrådet i Holbæk skal tage stilling til supplere kommunens nuværende Megacenter med et indkøbscenter med navnet BIG Holbæk.
Det svimlende tal fremgår af en netop færdiggjort detailhandelanalyse forfattet af analysefirmaet ICP. Den viser overordnet, at BIG Holbæk vil sikre bedre indkøbsmuligheder og forøge handelen i Holbæk Kommune med mange mio. kr., men prisen betales både af nabokommunerne, Holbæks egen bymidte og kommunens mindre byer, som alle vil miste omsætning, hvis projektet realiseres.
Analyse peger i samme retning som tilsvarende analyser for Holstebro og Nyborg, hvor man i begge kommuner påtænker lignende udvidelser: Kommunen hugger omsætning fra nabokommunerne i stor stil, men må også selv aflevere noget fra eget bycentrum.
Ekstra handel for 144 mio. kr.
En fuld udbygning af Megacenteret vil for de såkaldte udvalgsvarer – isenkram, hårde hvidevarer, møbelbutikker o.l. – betyde en forøget handel for 144 mio. kr.
På dagligvareområdet - det vil sige supermarkeder og lignende – vil der være en samlet gevinst i handelen på 11 mio. kr., hvis udviklingsfirmaet NPV kan gennemføre det fulde projekt, som indeholder en dagligvarebutik på 1.500 m2. Der vil herudover være en omfordeling af omsætningen primært indenfor Holbæk by, og i de nærmest beliggende byer til Holbæk, som påvirkes med en omsætningsnedgang.
ICP’s undersøgelse viser udover plusset på den samlede handel, hvordan centret på forskellig vis vil påvirke de omkringliggende byer i og udenfor kommunen, i det nuværende megacenter og i Holbæk bymidte.
I det nuværende Megacenter står man til at miste 67 mio. kr. ved en opførelse af det fulde forslag. Det svarer til seks pct. af handlen over de næste ti år. Omkringliggende byer som Tølløse og Jyderup står til at miste hver omkring tre mio. i handel i den samme periode.
I Holbæk bymidte vil påvirkningen betyde en nedgang i omsætningen på omkring tre pct. frem mod 2029. Det svarer til omkring 21 mio. kr. Bymidten vil altså samlet have nogenlunde den samme handel som nu. Det dækker dog over, at ICP forventer en vækst i bymidten de kommende år. Hvis BIG Holbæk opføres, vil bymidten altså miste noget af denne vækst til det nye center, og vil stort set blive på det nuværende niveau.
Tabere: Nabokommunen skal aflevere 100 mio. kr.
I nabokommunerne vil konsekvenserne være omfattende - først og fremmest for Kalundborg, Slagelse og Roskilde samt i mindre omfang Nykøbing Sjælland, der samlet skal aflevere omsætning for mere end 100 mio. kr.
Roskilde by og opland står til at miste op til 25 mio. kr. i omsætning, mens Slagelse bymidte og aflastningsområde må aflevere hele 47 mio. kr. i omsætning til et fuldt udbygget BIG Holbæk. Kalundborg står til at miste 13 mio. kr., mens Asnæs og Nykøbing Sjælland begge vil miste ni mio. kr. i omsætning ifølge detailhandelanalysen.
- Jeg mener, vi skal tænke os rigtig grundigt om. Vi står med et projekt, som vil løfte handelen med mange millioner kroner, som vil skabe jobs og sikre Holbæk Kommune en konkurrencemæssig fordel i fordel til nabokommunerne. Men der er en påvirkning af bymidten og det nuværende Megacenter. Derfor vil jeg nu gå i dialog med partierne for om muligt at finde fælles fodslag. Måske kan vi sammen gå i forhandling med udvikleren og se, om vi kan finde løsninger, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S).
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.