Beskæftigelsen i Danmark stod igen i august stort set stille. Omkring 200 personer mere blev lønmodtagere, men da der i alt er omkring 2,79 mio. lønmodtagere i Danmark, er status stort set uændret.
Danmarks Statistik, der fører statistikken over antallet af lønmodtagere, noterer sig da også, at det danske arbejdsmarked efter en længere jobfest nu er frosset til.
'I august var der for tredje gang ud af de seneste fire måneder et stort set uændret antal lønmodtagere sammenlignet med måneden før. I alt har der i de fire måneder været en stigning på 6.300 lønmodtagere. Til sammenligning var der de fire foregående måneder til og med april en stigning på 17.500 lønmodtagere', skriver Danmarks Statistik.
Der er groft sagt blevet omkring 400 færre ansatte i den offentlige sektor, mens beskæftigelsen i det private er vokset med omkring 600 personer.
Brexit truer
I dansk erhvervsliv tolkes opbremsningen som et resultat af, at dansk økonomi ikke længere kan trodse tyngdekraften og de mørke skyer fra udlandet i form af brexit og handelskrigen mellem USA og Kina.
- Som helhed er dansk økonomi sund, og vi forventer også stadig, at der vil komme flere i job i de kommende år. Men meget tyder på, at vi alle sammen kommer til at skulle skrue ned for vores forventninger sammenlignet med tidligere år, siger Dansk Industris vicedirektør, Steen Nielsen.
Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, peger på, at oveni opbremsningen vil mange virksomheder, der har med Storbritannien at gøre, holde blikket stift rettet mod, hvad resultatet af brexit-forløbet bliver.
- I tilfælde af at vi ender med et hårdt brexit uden en aftale, så vil der være tale om et stort negativt chok til både dansk og europæisk økonomi.
Flere cheføkonomer i bankerne herunder Danske Banks Las Olsen og Arbejdernes Landsbanks Jeppe Borre peger på, at selv om jobvæksten er bremset op, er der rigeligt at blive opmuntret af.
Dels er beskæftigelsen på et rekordhøjt niveau, og derudover er der fortsat flere, der kommer i job - bare ikke så mange flere som de seneste år. Tallene for august er foreløbige, men de er korrigeret for sæsonudsving, oplyser Danmarks Statistik.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.