Vejle gør det nemt at finde erhvervspraktikanter  

Virksomheder kan nu nemt og enkelt finde erhvervspraktikanter på www.elevpraktik.dk. Sitet er åbent for hele landet og gratis for både virksomheder og skoleelever i Vejle Kommune.

VEJLE: Når de ældste skoleelever oplever på egen krop, hvor mange spændende karrieremuligheder der er i en erhvervsvirksomhed, er der større chance for, at de vil vælge en erhvervsuddannelse senere hen.

Sådan lyder forventningen i Vejle Kommunes Arbejdsmarkedsforum, som derfor gerne ser, at flere elever bruger en uge af deres skolegang på at gå i erhvervspraktik. For at bidrage til den udvikling, har forummet finansieret en aftale med firmaet bag netportalen 'www.elevpraktik.dk', hvor virksomheder og potentielle erhvervspraktikanter nemt og enkelt kan finde hinanden. Aftalen betyder, at det nu er gratis for både virksomheder og elever i Vejle Kommune at bruge portalen.

Forummets formand, Anja Daugaard (LA), glæder sig over, at aftalen er kommet på plads.

- Vi vil jo gerne have, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse, og jeg er sikker på, at erhvervspraktik kan være noget af det, som gør, at de vælger den vej. Der er mange muligheder på erhvervsvirksomhederne i dag, som mange slet ikke kender til, forklarer hun.

Anja Daugaard opfordrer samtidig alle virksomheder til at tage en erhvervspraktikant ind, og dermed selv medvirke til at flere fatter interesse for lige netop deres branche.

Det nystartede firma, som står bag portalen - Elevpraktik ApS - er hjemmehørende i Vejle, men det henvender sig til kommuner i hele landet. Andre kommuner vil således kunne indgå lignende aftaler om, at elever og virksomheder i deres nærområder kan bruge www.elevpraktik.dk.

MG

Fakta

  • Vejle Kommunes Arbejdsmarkedsforum er et dialogforum for erhvervsliv, fagbevægelse, interesseorganisationer, Arbejdsmarkedsudvalget og forvaltningen.
  • Forummet rådgiver kommunen om beskæftigelsesindsatsen og iværksætter selv relevante projekter. 
  • Forummet har også tidligere stået bag projekter, der havde som formål at få flere unge til at vælge erhvervsuddannelser.
Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt