
I 2017 vedtog Folketinget en stramning af Planloven, der betød, at alle boliger i nærheden af virksomheder, der fra tid til anden udsender lugt, skulle være hermetisk lukkede, så man ikke kan åbne vinduerne eller have en altan.
Aarhus Kommune har været stærkt kritisk over for lovændringen som betød, at man uanset kvaliteten af de konkrete luftforhold ikke kan bygge boliger i nærheden af havnen, hvis de skal have altan eller mulighed for åbne vinduer.
Men nu lancerer regeringen sammen med forligskredsen om den nye planlov en ny ændring af loven, som tillader kommunerne at søge om dispensation til at lave boliger ved virksomhederne med både altaner og åbne vinduer, selv om virksomhederne fra tid til anden udsender lugt.
Det kan betyde flere boliger på havnen i Aarhus, hvor planloven har lagt store restriktioner på havnens sydlige ende, hvor der fortsat er tung industri og et slagteri, men også arealer, som i øjeblikket bliver omdannet til kontorbyggeri og diverse erhvervsformål inklusive hotelvirksomhed - men på grund af planloven altså ikke boliger.
-Jeg er glad for, at politikerne på Christiansborg har lyttet til os og nu kommer os i møde, så vi kan få lov at byge kvalitetsboliger, hvor man kan åbne vinduerne eller sidde på altanen på en varm sommerdag, siger rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek (V).
Han er taknemmelig for, at forligskredsen bag den tidligere planlovsændring har været åben for at komme kommunerne i møde.
- Mange af vores lokale medlemmer af Folketinget har været involveret i at få en ændring igennem, og det vil jeg gerne sige tak for. Jeg synes dette er en sag som viser, at lokale og nationale politikere på tværs af partierne kan finde sammen om gode løsninger, siger han.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.