

Et ti sider langt notat om naturens tilstand i Danmark tegner ifølge Danmarks Naturfredningsforening (DN) et dystert billede.
- Rapporten fortæller, at vi står over for en naturkatastrofe, hvis vi ikke ser politisk handling nu, siger foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding.
Rapporten, der er lavet af Aarhus Universitet for Miljøstyrelsen, blev offentliggjort fredag. Rapporten konkluderer, at naturen i Danmark ikke har fået det bedre i de seneste seks år. Tværtimod er der tilbagegang på flere fronter.
95 pct. af naturtyperne og 57 pct. af arterne vurderes at være i såkaldt ugunstig bevaringsstatus. I 2013 var det 90 pct. af naturtyperne og 39 pct. af arterne, der fik dette prædikat. Særligt slemt ser det ifølge DN-præsidenten ud for skovene.
- Tilstanden i vores skove er dybt alarmerende. 40 pct. af Danmarks truede arter lever i skovene. De er afhængige af, at der er urørt skov, hvor der ikke er tømmerproduktion. Skovenes tilstand er gået fra rigtig dårligt til endnu værre, siger Maria Reumert Gjerding.
Hun vurderer, at udviklingen strider mod forpligtelserne i habitatdirektivet, og kalder rapporten for et 'kæmpe wakeup call'.
Der er behov for en jordreform, og at staten indstiller skov- og landbrugsdriften på store dele af de offentligt ejede arealer, mener Reumert Gjerding.
- Vi ved fuldstændig, hvad der skal til. Det eneste, der mangler, er politisk vilje, siger hun.
Minister klar til handling
At viljen skulle mangle, afviser miljøminister Lea Wermelin (S), som dog giver foreningen ret i, at rapportens konklusioner er nedslående.
- Vi har godt vidst, at det stod slemt til, og at der var behov for at gøre meget mere. Det var også noget af det, Socialdemokratiet gik til valg på, nemlig at hjælpe vores natur og have højere ambitioner på naturens vegne.
- Der er brug for, at vi gør mange ting. Vi har foreslået en biodiversitetspakke, meget mere urørt skov og en jordreform. Det er også det, vi har med i vores forståelsespapir, siger Lea Wermelin.
Hun er overbevist om, at det er muligt for regeringen at vende den negative udvikling og skabe fremgang.
Notatet er lavet af Aarhus Universitet for Miljøstyrelsen. Det indgår i en rapportering til EU-Kommissionen, som finder sted hvert sjette år. Her skal EU-landene rapportere bevaringsstatus for naturtyper og arter under det såkaldte habitatdirektiv.
Danmark skal således give kommissionen en aktuel status for 60 naturtyper og 84 arter.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.