
Regeringen og KL har indgået økonomiaftale for 2020, der giver et mærkbart løft til både drift og anlæg. Der bliver 2,2 mia. kr. mere til velfærdsområdet og 1,3 mia. kr. mere til anlæg. Det sker delvis ved at afskaffe det kommunale moderniserings- og effektiviseringsprogram, som hvert år fjernede 0,5 mia. kr. fra kommunernes økonomi.
Foruden udvidelsen på 2,2 mia. kr. er regeringen og KL enedes om, at der skal findes 0,5 mia. kr. i form af en såkaldt velfærdsprioritering til kernevelfærd ved frigørelse af ressourcer gennem effektiv drift. Pengene skal blandt andet findes ved mere effektive indkøb, administrative effektiviseringer og nye organisationsformer. De beløb, der fremkommer, forbliver i kommunernes budgetter og kan bruges til ansættelser og i det hele tage udbygning af velfærden.
Det indgår også i aftalen, at det ekstraordinære finansieringstilskud videreføres med 3,5 mia. kr. i 2020, hvoraf to to mia. kr. fordeles på baggrund af kommunernes grundlæggende økonomiske vilkår.
KL-formand Jacob Bundsgaard kalder aftalen 'et godt udgangspunkt' for at kommunerne både kan 'fastholde serviceniveauet' i takt med demografien og 'samtidig udvikle kernevelfærden'.
Det indgår i aftalen, at regeringen og KL skal samarbejde om grundlaget for regeringens kommende børneplan, der blandt andet skal åbne for en gradvis indførelse af minimumsnormeringer i daginstitutionerne frem mod 2025. Elementerne i den plan vil regeringen og KL drøfte løbende.
Rum for skattestigninger
Det specialiserede socialområde har også været et væsentligt tema i forhandlingerne, hvor KL har presset på for en løsning på et stærkt udgiftspres. Det indgår i aftalen mellem regeringen og KL, at parterne vil samarbejde tæt om at kortlægge udviklingen på området.
Derudover skal reglerne om indsatsen for udsatte børn ses nærmere efter i sømmene med et mål om at give socialrådgivere og andre fagpersoner bedre muligheder for at sætte barnet og familien i centrum uden unødigt bureaukrati.
På skatteområdet er der aftalt et rum for skattestigninger for i alt 200 mio. kr., og der er etableret en tilskudsordning til de kommuner, som sætter skatten ned. Det er 'en central forudsætning' for den samlede aftale, at kommunerne overholder både servicerammen og anlægsrammen både budgetter og regnskaber.
OPDATERET 12.15 med præcisering af at de 0,5 mia. kr. fra moderniserings- og effektiviseringsprogrammet indgår i serviceløftet på 2,2 mia.kr.
Se økonomiaftalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.