KØGE: Med inspiration fra den populære Herning-model, besluttede byrådet i Køge Kommune i 2016 at afsætte fem mio. kr. til flere forebyggende indsatser over for udsatte børn og unge i Familiecenter Køge.
Familiecenteret har blandt andet budt på en tidlig opsporing af problemet, tættere samarbejde mellem sagsbehandlere og forældre og hyppig opfølgning. Fokus har overordnet været at sikre, at de udsatte børn og unge får et så normalt hverdagsliv som muligt.
I Køge hedder projektet 'Ned ad trappen - Ud i livet', NU-projektet, og kommunen har nu evalueret med positive resultater.
- NU-projektet er lykkedes over al forventning. Vi er lykkedes med at skabe bedre vilkår for udsatte børn, hvilket har været hele fundamentet i det projekt, vi satte gang i for tre år siden, siger børneudvalgsformand Pernille Sylvest (S).
Hun fortæller også, at kommunen oven på de gode resultater også vil iværksætte tværfaglige indsatser i forhold til de helt små børn med projektet 'Godt fra start'.
Familiecenter Køge har blandt andet kanaliseret penge over til forebyggelse, og på trods af en stigning i udgifterne til foranstaltninger er kommunens budget på børne- og ungeområdet stadig omkring landsgennemsnittets.
Projektet overgår med udgangen af 2019 til at blive en del af Familiecenter Køges drift.
ibs
Fakta
’NU-projektet’ har afsæt i ’Herning-modellen’, der bygger på den tanke, at udsatte børn og unge bedst hjælpes, hvis de opspores tidligt, hjælpes hurtigt og sikres en tilværelse så tæt på et normalt hverdagsliv, som muligt.
Ved ’NU-projektets’ start blev opsat seks målsætninger:
- Forebyggende mindset på tværs af aktørerne omkring barnet
- Hyppig opfølgning for at sikre den rette indsats og udvikling
- Tidlig indgang i problemudviklingen
- Fokus på hverdagslivet, da indsatser langt fra hverdagslivet i sig selv kan bidrage til problemudviklingen
- Tæt tværfagligt samarbejde om tidlig opsporing af bekymringer og løsninger
- Forandret forbrug med en forventet besparelse på 2,4 mio. kr. i 2019
Kilde: Køge Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.