
Forældrenes Landsforening Fola oplever en mangedobling i antallet af lokalforeninger, skriver DR København. Mens der indtil forårets forældredemonstrationer for bedre forhold i daginstitutionerne var tre lokalforeninger, over hele landet, er yderligere 15 nu på vej eller allerede dannet.
- Vi er enormt glade for at få så mange nye lokale forældreorganisationer, fordi det betyder, at vi lokalt kan få meget mere indflydelse. Det har været noget, vi har kæmpet for i mange år, og det har været svært at få forældrene til at organisere sig. Derfor er det en kæmpestor overraskelse for os, at det er gået så stærkt, siger Folas formand, Signe Nielsen, til DR København.
Tendensen er da også usædvanlig. Tidligere har man kun set forældre organisere sig kortvarigt, når der var besparelser på vej i kommunerne, hvorefter protestgrupperne er gledet fra hinanden igen.
- Derfor er det anderledes, når man laver en mere permanent organisation, som løbende over en årrække kan lægge pres på politikerne, siger kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til DR København.
I pædagogernes fagforening Bupl er holdningen også, at de nye foreninger kan blive en kommunalpolitisk magtfaktor.
- Det lover rigtig godt for at kunne vedligeholde og fastholde presset på det nødvendige i at have ordentlige betingelser for vores børn og dermed også nogle ordentlige normeringer, siger formanden for Bupl Storkøbenhavn, Michael Egelund til DR København.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.