KØGE / SOLRØD / STEVNS: Byrådene i Køge, Solrød og Stevns har besluttet at gå sammen i et samarbejde om beredskabet. Samarbejdet betyder, at Køge Kommune fremover varetager den daglige ledelse og administration af beredskabet på tværs af de tre kommuner, herunder indsatsledelse, det forebyggende arbejde og brandsyn.
De nuværende brandstationer i Køge, Solrød og Stevns kommuner fastholdes, og selve brandslukningsopgaven varetages fortsat af Falck. Det nye samarbejde afløser Østsjællands Beredskab, som opløses ved årets udgang.
Der er flere grunde til, at de tre kommuner har valgt det nye samarbejde, skriver de tre kommuner i en fælles pressemeddelelse.
For det første ønsker de ikke at gå på kompromis med borgernes og virksomhedernes sikkerhed, og der er enighed om ikke blot at opretholde et fortsat højt service- og sikkerhedsniveau, men også at etablere et kvalificeret og robust beredskab, der kan høste både operative og økonomiske synergieffekter til gavn for alle parter.
For det andet hænger de tre kommuner geografisk sammen, der er en fælles beredskabskultur blandt medarbejderne, og kommunerne samarbejder allerede i dag om forskellige strategiske og operationelle forhold. Samarbejdet etableres efter længere tids drøftelser.
Højt serviceniveau
- Hvad enten det gælder brand, naturkatastrofer eller andre anledninger, er det heldigvis meget få gange i et menneskes liv, der er brug for at ringe 112. For mig har det været altafgørende at få skabt en konstruktion, hvor vi sikrer, at borgerne får den samme hurtige hjælp og høje serviceniveau, når der er brug for det. Det glæder mig, at vi nu indgår en aftale med vores to nabokommuner mod nord og syd om beredskabet. Jeg er sikker på, at vi får skabt et godt og robust samarbejde, som er med til at sikre tryghed for borgerne i alle tre kommuner, siger borgmester i Køge Marie Stærke (S).
- Det har været vigtigt for os at få skabt ro om beredskabsarbejdet, for det har både ansatte, frivillige og ikke mindst borgerne brug for. Den ro får vi nu i et tillidsfuldt samarbejde med Køge og Solrød. Jeg kan se tilbage på en meget positiv proces, hvor vi har afsøgt mulighederne, og nu er landet på en konstruktion, jeg er tryg ved, siger Anette Mortensen (V), borgmester i Stevns.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.