
KØBENHAVN: Taler pædagogerne grimt til børnene, eller ser de ud til helt at have mistet overblikket på stuen eller legepladsen?
Der skal handles med det samme, hvis en tilsynsførende under et kontrolbesøg i en vuggestue eller børnehave i Københavns Kommune vurderer, at noget er helt galt med forholdene i den pågældende institution.
Det fremgår af en plan om en forstærket indsats på problemramte børneinstitutioner i Københavns Kommune, som børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) står bag. Det skriver Politiken.
Senest dagen efter, at de dårlige forhold er registreret, skal daginstitutionen have et strakspåbud om at rette op på situationen, og institutionen skal dermed reelt sættes under administration.
Tiltaget kommer efter afsløringer i et dokumentarprogram på TV2 om omsorgssvigt i flere af kommunens daginstitutioner.
- København har et af landets mest ambitiøse pædagogiske tilsyn, men vi kan se, at vi ikke handler nok på det, så nu skal vi sætte ind langt hurtigere og mere effektivt, når vi opdager institutioner med vanskeligheder, siger Jesper Christensen til Politiken.
Slut med flere år i rødt
En af ambitionerne i hans plan er, at ingen daginstitutioner må have røde anmærkninger flere år i træk. Flere institutioner havde røde anmærkninger både i 2018 og 2017, så der var ikke rettet op på de skæve forhold, selv om de var opdaget
De fleste daginstitutionspædagoger i København er organiseret i organisationen LFS, og her hilser næstformand Jan Hoby borgmesterens udspil velkommen. Men han mener, at der skal mere til.
- I de seneste par år har vi gennem et styrket tilsyn fået mere data, så man kan spotte problemerne tidligere. Men det viser sig, at en del institutioner alligevel går under radaren.
- Derfor skal vi også have sænket tærsklen for, hvornår områdechefer, pædagogiske konsulenter og pædagoger studser over det, der ikke fungerer – og melder det videre, siger Jan Hoby til Politiken.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.