
SKANDERBORG: Bornholm har Folkemødet, Nykøbing Mors har Kulturmødet og Hirtshals Naturmødet. Og nu kommer endnu et møde til samlingen - Demokratiets Folkemøde på Himmelbjerget i det midtjyske søhøjland.
- Vi kalder det demokratiets folkemøde, fordi vi vil tage temperaturen på, hvordan demokratiet egentlig har det, siger en af initiativtagerne, Claus Leick.
Han er medlem af byrådet i Skanderborg for SF. Men folkemødet på Himmelbjerget er upolitisk, understreger han.
Ideen med at holde et folkemøde på Himmelbjergets top er faktisk ikke helt ny. Den går helt tilbage til august 1839, da digterpræsten Steen Steensen Blicher holdt det første af en række folkemøder i de naturskønne omgivelser. Himmelbjergfesten, som mødet blev kaldt dengang, voksede gennem årene og tiltrak tusinder af mennesker.
I 1844 - for 175 år siden - blev festerne på toppen af det midtjyske søhøjland indstillet. Få år senere - 5. juni 1849 - underskrev kong Frederik 7. landets første frie forfatning, Grundloven. Det 25 meter høje tårn på Himmelbjerget blev rejst til minde om 'Grundlovens giver'.
- Vi er mange, der har snakket om, at der burde være et folkemøde igen på Himmelbjerget med den historie, stedet har, siger Claus Leick.
Fake news og sociale medier
Blandt oplægsholderne på det første møde er tidligere radikal minister Marianne Jelved og en række debattører og mediepersoner. Blandt andre chefredaktør for Mandag Morgen Lisbeth Knudsen og tidligere direktør for DR Nyheder Ulrik Haagerup.
- Vi skal også snakke fake news og sociale medier. Er det i virkeligheden mere skidt end godt for demokratiet, siger Claus Leick.
Demokratiets Folkemøde afholdes søndag 18. august, og det er gratis at deltage.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.