
KØBENHAVN / ROSKILDE: Simon Simonsen (S) fortsætter sin valgkamp for at komme i Folketinget. Det står klart, efter at en ekstraordinær generalforsamling, hvor hans kandidatur skulle til afstemning, er blevet aflyst. Det bekræfter han over for Ritzau.
- Det er jeg rigtig glad for, og jeg vil fortsætte med at kaste mig ud i valgkampen og arbejde for, at vi får et godt valg, siger Simon Simonsen.
Han mener, at der har været tale om en 'overreaktion' fra bestyrelsens side. For en uges tid siden udtrykte et flertal i kredsen for Indre By og Christianshavn, hvor Simonsen stiller op, mistillid til ham.
Det skulle udmøntes i en ekstraordinær generalforsamling, hvor kredsens medlemmer skulle tage stilling til hans kandidatur.
Kritik af alenemor
Simon Simonsen kom i modvind for kritiske udtalelser om sin partifælle Joy Mogensen (S), der er borgmester i Roskilde. Hun er blevet gravid ved hjælp af donorsæd og har valgt at være enlig mor. Det valg har han kritiseret i skarpe vendinger.
Et flertal i bestyrelsen mener fortsat ikke, at Simonsen er den rette repræsentant for kredsens medlemmer og partiet i Folketinget. Men efter der er blevet udskrevet folketingsvalg, anser bestyrelsen det ikke som muligt at nå tidsfrister og deadlines for anmeldelse af nye kandidater. Det er medvirkende til, at generalforsamlingen er aflyst.
- Selvfølgelig påvirker det en, når gode kammerater har en anden holdning til en, end de plejer at have. Men jeg er politiker, og jeg vil gerne holde fast i, at man skal have plads til at have holdninger og debattere.
- Og min kamp handler jo om, at der er plads til at have en demokratisk dialog i Socialdemokratiet, siger Simon Simonsen.
Situationen ærgrer kredsformand Carlo Søndergaard (S).
- Der er ikke mere tillid til Simon Simonsen i dag, end der var i går. Vi holdt et bestyrelsesmøde i sidste uge, og der blev udtrykt mistillid fra et stort flertal i bestyrelsen. Og den mistillid eksisterer stadigvæk, siger han.
Ifølge Carlo Søndergaard har kredsen stoppet sin valgkamp for Simonsen.
- Jeg kan sige, at jeg personligt ikke stemmer på Simon Simonsen. Og jeg ved, at der er rigtig mange i vores, der også har meddelt, at de vil stemme på andre kandidater, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.