
HOVEDSTADEN: Rigtigt mange mennesker lever med stærke smerter og andre alvorlige symptomer, uden at lægerne på hospitalet kan finde en konkret årsag.
Når de ikke kan finde en årsag, er det svært at tilbyde en god behandling – og patienterne risikerer at blive sendt rundt mellem egen læge, kommunen og hospitalet i årevis, fordi ingen ved, hvad de skal gøre for at hjælpe. Regionsrådet i Region Hovedstaden har derfor afsat yderligere fire mio. kr. til Center for Komplekse Symptomer, som skal hjælpe mennesker med alvorlige symptomer ofte uden en egentlig diagnose.
- Sundhedsvæsnet er ret beset ikke indrettet til at hjælpe mennesker uden en diagnose, men som helt åbenlyst er syge og ikke har det godt. Derfor er jeg rigtigt glad for, at vi nu kan indvie det nye Center for Komplekse Symptomer, hvor blandt andet dygtige læger, psykologer, sygeplejersker og fysioterapeuter er særligt kvalificerede til at hjælpe de mennesker, som ellers let bliver kastebold mellem forskellige specialer og behandlere, siger regionsrådsmedlem og næstformand for Sundhedsudvalget Leila Lindén (S).
Hjælp til et bedre liv
Det kan ofte være svært at finde en behandling, der kurerer symptomerne, når man ikke kan pege præcist på, hvad der er skyld i symptomerne. Derfor er en stor del af centrets opgave at kigge på den enkelte patients livssituation og hjælpe dem til et bedre liv.
- Det kan være rigtigt svært at få livet til at hænge sammen, hvis du lever med stærke smerter eller er kronisk træt. I det nye center kan vi lindre symptomerne, og vi kan tale med patienten om, hvordan de får den bedst mulige dagligdag i den situation, de står i, siger Leila Lindén.
Fælles indsats i hele landet
Region Hovedstaden er med etablering af Center for Komplekse Symptomer langt fremme i udviklingen. Sundhedsstyrelsen har bedt alle regioner tage initiativ til at beskrive, hvordan de kan indrette tilbud til denne patientgruppe, der i styrelsens vejledning samles under betegnelsen 'funktionelle lidelser'.
Alle regioner vil inden for det næste år tid have indført tilbud til denne patientgruppe ud fra de fælles faglige retningslinjer for behandling.
- Vi ved, at en tværfaglig behandling, der har fokus på såvel det biologiske som det psykiske og det sociale, kan hjælpe en del af disse patienter, især hvis vi ikke kommer ind for sent. Samtidig ved vi meget lidt om sygdommenes årsag og mangler entydige forklaringer på den sygdomsmekanisme, vi ser. Der er for lidt god forskning og erfaring på området, men med vores nye center og med lignende tilbud i de andre regioner får vi nu et faglig netværk, hvor vi kan dele viden og forske mere i lige præcis den her meget komplicerede patientgruppe, hvor vi ikke kan pege på et benbrud, der skal opereres eller en svulst, der skal fjernes, siger Sven Viskum, leder af Socialmedicinsk Center, hvor Center for Komplekse Symptomer hører under.
MG
Fakta
- Center for Komplekse Symptomer er et tilbud til patienter med symptomer, der i alvorlig grad påvirker funktionsniveauet, dagligdagen og det sociale liv, og hvor udredning ikke har givet en forklaring på symptomerne.
- Centret tilbyder personlig og skræddersyet behandlingsplan herunder blandt andet medicinsk vurdering og behandlingsplan, socialfaglig støtte og intervention, samtaleterapi og fysioterapeutisk støtte.
- Centret modtager henvisninger på voksne patienter over 18 år fra praktiserende læger eller speciallæger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.