
FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Havn er i fuld gang med en udbygning på 480.000 kvadratmeter nye havnearealer, 1.000 meter ny kaj og 14 meters vanddybde skal løfte området ind i en ny æra med nye aktiviteter, forretningsmuligheder og arbejdspladser - med fokus på bæredygtighed og miljø.
Hovedparten af havneudvidelsen, som forventes færdig i tredje kvartal af 2019, skal huse den amerikanske virksomhed Modern American Recycling Services (M.A.R.S.). På et areal, der tæller 280.000 kvadratmeter, etablerer virksomheden sit første europæiske ophugningsværft. Herfra skal M.A.R.S. sikre bortskaffelse og genanvendelse af mere end 200 ton skrot fra skibe og boreplatforme årligt.
Det nye skrotværft, der vil hyre 200 nye medarbejdere, bliver placeret i Frederikshavn, fordi det danske marked ifølge M.A.R.S. tilvejebringer bæredygtige rammer for skrotningsarbejdet. Danmark tilbyder optimale betingelser for en effektiv bortskaffelse af farlige materialer og genanvendelse af de tunge materialer.
Kæmpe membran beskytter mod forurening
Det er totalentreprenør Per Aarsleff A/S, der står bag etableringen af det 280.000 kvadratmeter store havneareal. Ved at alliere sig med specialleverandøren Byggros lægger entreprenørfirmaet fundamentet for, at M.A.R.S.’ ophugning af skibe og boreplatforme foregår på bæredygtig og miljørigtig vis.
- Vi er gået sammen med Byggros, som i alt har leveret en 70.000 kvadratmeter stor membran, der skal håndtere belastninger fra skrotningsarbejdet. Udlægning af membranen skal beskytte mod nedsivning af forurening, så jern og andre skadelige indholdsstoffer ikke siver ned i undergrunden, siger Cathrine Engstrøm, projektleder hos Per Aarsleff A/S.
Cathrine Engstrøm understreger, at membranudlægningen er et omstændeligt arbejde:
- At lægge membranen ud på så stort et område tager os 12-14 uger. Med hjælp fra Byggros skal vi nemlig svejse alle membranbaner sammen med bentonit for at sikre, at der ikke kan trænge indholdsstoffer igennem. Men selvom det er et langvarigt arbejde, er det godt givet ud i sidste ende. Det er nemlig en bæredygtig løsning, der beskytter mod forurening – og dermed mod overbelastning og både natur, miljø og klima.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.