
Kristendemokraternes fremmeste folkevalgte, byrådsmedlem Kristian Andersen fra Ringkøbing-Skjern, var af sit parti udset som paradefiguren i partilederdebatterne på DR og TV2 i stedet for den faktiske partileder Stig Grenov, men det bliver der ikke noget af, meddeler de to tv-stationer samstemmende. Partilederdebatter er for partiledere, deraf navnet.
Stig Grenov ville ellers vige pladsen for at lade Kristian Andersen komme til. Partiet betragter ham som sit bedste kort, efter at han ved KV17 var hovedkraften bag, at KD fik seks personer valgt til Ringkøbing-Skjern Byråd, to tredjedele af partiets samlede kommunale repræsentation.
Kristendemokraterne er overbeviste om, at partiet kan vinde et kredsmandat i Vestjylland og dermed omgå den ellers mest gængse stopklods for små partier, 2 pct.'s spærrereglen. Med et kredsmandat vil partiet være inde uanset stemmetal i øvrigt.
- Kristian Andersen kan bruge de direkte tv-debatter som en platform til at tale sig ind i hjerterne på de vestjyske vælgere, som gerne vil have et borgerligt alternativ. Han er en fremragende debattør, og jeg i er ikke i tvivl om, at han kan gøre en forskel, sagde Stig Grenov således til Dagbladet Ringkøbing-Skjern om den 'strategiske beslutning', inden tv-stationerne havde hørt om ideen. Da det skete, skød de den straks ned.
- Vi har til en række valgformater inviteret partiets leder. Det er et princip, vi håndhæver over for alle partier, hedder det fra nyhedschef Thomas Falbe fra DR Nyheder. Og:
- Når TV2 sender partilederrunder, er det partilederen, som er inviteret til at deltage i debatten, siger chefredaktør Ulla Pors Nielsen fra TV2 Event.
Kristian Andersen er uforstående:
- I de enkelte partier gør man jo sit for at lægge en strategi over, hvordan mulighederne for at komme i Folketinget er bedst. Det undrer mig da, hvis DR og TV 2 underkender partiernes muligheder for at tilrettelægge deres valgkamp på den måde, de vil, siger han til Ritzau.
Hans undren afspejler imidlertid netop tv-stationernes uvilje:
- Vi ønsker ikke at være en brik i det spil. Partierne kan ikke på egen hånd ud fra taktiske eller politiske vurderinger beslutte, at de hellere vil stille med en anden repræsentant, siger nyhedschef Thomas Falbe fra DR Nyheder.
Ifølge en kommentar på Twitter fra økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) forsøgte Liberal Alliance ved KV09 at løse et lignende problem ved at vælge Leif Mikkelsen som politisk leder for to dage, men det endte i stedet med, at DR aflyste debatten. At Enhedslisten tidligere har været repræsenteret af forskellige topfigurer skyldtes ifølge samme tweet, at EL dengang havde kollektiv ledelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.