MIDTJYLLAND: Et telefonnummer, der er brugt til at ringe 112, er ikke nødvendigvis undtaget for aktindsigt, har Ankestyrelsen afgjort i et sag fra Region Midtjylland. Her havde regionen afslået at opgive, hvilket telefonnummer der var brugt til et opkald til 112, hvor den person, der ringede ind, kunne blive mål for et erstatningskrav.
Regionen begrundede sit afslag på aktindsigtsanmodningen med, dels at indehaveren af det pågældende telefonnummer selv mente, at oplysningen om det tilhørte privatlivet, dels at nummeret ikke dukker op ved søgning på diverse online søgemaskiner og derfor nok er et beskyttet nummer, og endelig at regionen har interesse i at sikre anonymiteten for folk, der ringer 112, så ingen afholder sig fra at gøre det i sygdoms- eller ulykkestilfælde. Alle tre begrundelser affærdiges imidlertid af Ankestyrelsen.
For det første er det ifølge Ankestyrelsen irrelevant for afgørelsen, hvad indehaveren af telefonnummeret selv mener. For det andet er det ikke godt nok at konkludere, at et telefonnummer nok er beskyttet, når man ikke kan finde det online, og for det tredje er et generelt ønske om at sikre anonymitet for borgere, der henvender sig til sundhedsvæsnet, ikke en gangbar begrundelse i en sag, hvor der skal foretages 'en konkret vurdering af, om retten til aktindsigt bør vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser'.
Hvad det angår, gælder det specifikt, at 'en myndighed ikke kan opstille en generel regel, hvorefter bestemte typer af dokumenter eller oplysninger kan undtages fra aktindsigt', skriver Ankestyrelsen.
Sammen med underkendelsen af afgørelsen pålægger Ankestyrelsen Region Midtjylland at behandle aktindsigtsanmodningen på ny. Styrelsen bemærker, at den ikke har taget stilling til, om der kan gives afslag på aktindsigt med en anden begrundelse.
Se afgørelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.