
HEDENSTED: Det lukkede statsfængsel i Møgelkær i Hedensted Kommune genåbner som uddannelsessted for fængselsbetjente, har regeringen og Dansk Folkeparti aftalt. Oprettelsen af et nyt uddannelssested blev aftalt i forbindelse med finansloven, og nu er placeringen også på plads.
- I lyset af de mange indsatte i landets fængsler optager vi flere fængselsbetjente, og netop derfor har vi brug for at tiltrække flere nye elever til uddannelsen, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
I øjeblikket er der mangel på fængselsbetjente. For at øge optaget af elever er det nødvendigt at nå ud til flere grene af Danmark, lyder vurderingen.
Ved at anvende det nedlagte fængsel udnyttes 'faciliteter der ligner det, eleverne kommer til at arbejde med i fremtiden', siger justitsministeren.
Kriminalforsorgen beskæftiger cirka 2.200 fængselsbetjente fordelt i hele Danmark, og i dag uddannes de kun i Birkerød i Nordsjælland. På den nye uddannelse vil der være plads til 50 elever årligt.
- Hvis vi skal have folk til at søge ind på denne uddannelse, skal der være et alternativ til Birkerød. Vi kan se det på politiskolen. Det har allerede været en stor succes, siger ministeren med henvisning til den nye politiskole, der blev oprettet i Vestdanmark sidste år.
De eksisterende faciliteter i fængslet betyder, at den nye uddannelsesinstitution kan etableres hurtigt. I finansloven er der afsat 49 mio. kr. i 2019 og 21 mio. kr. årligt i hvert af årene 2020, 2021 og 2022 til etablering og drift.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.