• Aktuelt

Grådighed har en pris

14. feb 2019, 14:34

KLUMME Den sidste regning er næppe sendt endnu.

'Greed is good', sagde børsspekulanten Gordon Gekko i filmen Wall Street tilbage i 1980'erne, og siden dengang har vi oplevet mindst to bobler briste med deraf følgende påmindelser om, at grådigheden også har en bagside. Forsiden af medaljen er i det originale citat, at grådighed 'i mangel af et bedre ord' beskriver den lyst til bedre vilkår, der har drevet menneskeheden fremad.

Og sådan er det jo. Det er den lyse side. Grådighed er den mørke, og for at blive i film-terminologien så ved alle, at den mørke side forfører og opsluger en. Spørg bare Allan Søgaard Larsen eller Michael Valentin, for at tage et par aktuelle eksempler.

Michael Valentin skabte sig inden sin tid som direktør i Akademikernes A-kasse et ry som revser af fagforenings-topfolks egeninteresser og privilegier i bogen 'Bare det holder min tid ud'. Det gjorde det ikke. Tværtimod var det netop egeninteresse og privilegier, der førte til hans fald, dybt og hårdt. Skæbnens ironi.

Allan Søgaard Larsen købte sig ind i Falck og drev selskabet frem fra at være en lille dansk virksomhed til at blive en global koncern med blandt andet verdens største brandvæsen. Selv tjente han også gode penge undervejs, og selv efter at koncernens andre ejere smed ham ud af Falcks driftsledelse, var hans reputation i dansk erhvervsliv af en kaliber, så han kunne blive formand for regeringens ledelseskommission.

'Normer for god adfærd'
I dag kan man knap undertrykke en fnisen, hvis man fx på side 24 i Ledelseskommissionens rapport falder over en sætning om, at 'ikke mindst normer for god adfærd' er blandt de ting, som 'topledere i dag' skal have styr på. Uretfærdigt, for rapportens anbefalinger kan jo være kloge nok, selv om kommissionens formand efterfølgende viste sig at have et ukendt lig i lasten. Men alligevel. Attentatet på Bios vil klæbe til alt hvad Allan Søgaard Larsen har gjort og kommer til at gøre, og to af de selskaber han sidder i bestyrelsen for, har allerede set hvor det bærer hen og har skilt sig af med ham.

Nedture af sådanne dimensioner har altid følgeskader. I Akademikernes A-kasse trak direktøren sin bestyrelsesformand Allan Luplau med i faldet, og også ham vil det klæbe til, at a-kassernes tilsynsmyndighed STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) har udtrykt kritik for mangelfulde oplysninger til tilsynsmyndigheden, 'tøvende' medvirken til opklaring af sagen og i det hele taget fravær af 'tilstrækkeligt ledelsestilsyn'. Den nu afgåede bestyrelsesformands fuldtidsarbejdsgiver, Sygeforsikringen Danmark, kan ikke være tilfreds med den karakteristik af sin adm. direktør.

Også i Falck-sagen er der følgeskader af den daværende koncernchefs ageren. Som virksomhed er Falck selv blevet ramt, i en grad så selskabet er gået fra at være det naturlige førstevalg til ambulancedrift, til nu at være den operatør alle helst vil undgå. En anden af Falcks daværende direktører, spin-mester Peter Goll, står også tilbage i et mildest talt uheldigt lys. Hans nuværende arbejdsgiver Københavns Lufthavne har ifølge Goll selv været bekendt med sagen før den blev offentlig, men vil få svært ved at separere sig selv fuldstændigt fra sin kommunikationsdirektørs fortid.

Skyts til undermineringen
Blandt Falcks daværende samarbejdspartnere i smædekampagnen mod Bios står den nuværende direktør for Faglige Seniorer, Palle Smed, heller ikke godt. Han har i hele sit liv og arbejdsliv færdedes udelukkende i fagbevægelsen med nærmeste omegn, og des mere sårbar har han gjort sig ved undervejs i Holland at udgive sig som udsendt af sin tidligere arbejdsgiver 3F med det opdrag at finde skyts til undermineringen af Bios. En tidligere arbejdsgiver der vel at mærke også har en aktie i det nuværende job, hvor støtten til direktøren indtil nu har været lidt adspredt.

Problemet for arbejdsgivere, der nødigt vil sættes i forbindelse med misliebige affærer, er at de selv vil initiere opmærksomhed, hvis de ender med at ville skille sig af med dem. Men nogle dage er bedre end andre. Eksempelvis aftalte Socialdemokratiet og Venstre en 40 pct.'s stigning i den offentlige støtte til partiernes sekretariatsarbejde for folketingsgrupperne og slap nyheden ud, netop da al interesse var samlet om regeringsomdannelsen fra V til V-LA-K, og den slags dage kommer der snart flere af i dansk politik med både valgkamp og regeringsdannelse indenfor synsvidde.

Grådighed har en pris. Den sidste regning er næppe sendt endnu.

 

Vi anbefaler

Navne

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Fordi mennesker betyder alt
Stillinger fra dkjob

Se alle aktuelle stillinger

Ritzau
Mest læste
Anmeldelser

Klummen af Michael Kjærgård