dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto ©Jung Yeon-Je/Ritzau Scanpix
SKOREA-TECHNOLOGY-AI-DEEPSEEK
Foto ©Jung Yeon-Je/Ritzau Scanpix

Sydkorea fjerner mulighed for download af kinesiske DeepSeek

17. FEB 2025 8.40
Indtil en gennemgang af DeepSeeks håndtering af data er færdig, er appen fjernet fra app-butikker i landet.

Sydkorea har fjernet kinesiske DeepSeek fra app-butikker, mens det afventer en gennemgang af chatbottens håndtering af brugerdata.

Det oplyser landets myndigheder mandag.

Dermed kan chatbotten ikke længere downloades fra app-butikker i landet, men vil stadig virke for dem, der allerede har appen på deres enheder.

Beslutningen har fået en talsperson fra det kinesiske udenrigsministerium til at opfordre lande til ikke at "politisere handel og teknologi".

- Vi håber, at relevante lande vil undgå at tage foranstaltninger, der stiller for store krav til sikkerhedskonceptet, eller som politiserer handel og teknologispørgsmål, siger talsperson Guo Jiakun.

I sidste uge blev danske folketingsmedlemmer, partiansatte og ansatte i Folketinget frarådet at bruge den kinesiske chatbot på computere, telefoner og tablets, som de har fået udleveret af Folketinget.

Det besluttede Folketingets Præsidium.

Anbefalingen skyldes et forsigtighedshensyn. Det fremgår af en mail fra Folketingets Administration, som Ritzau har set.

Udmeldingen kommer, kort efter at det norske parlament, Stortinget, har besluttet at forbyde brugen af den kinesiske chatbot, på enheder som har adgang til parlamentets systemer.

I Norge skyldes beslutningen, at den nationale sikkerhedsmyndighed (NSM) har advaret norske virksomheder mod at have chatbotten på enheder, som har adgang til arbejdsrelaterede systemer.

DeepSeek er en chatbot, der kan sammenlignes med den populære chatbot ChatGPT fra OpenAI. De benytter sig af kunstig intelligens til at svare på brugernes spørgsmål.

Den er gratis at bruge og har har på kort tid markeret sig som en mulig konkurrent til ChatGPT.

Der er dog også bekymringer om, hvordan det kinesiske program bruger de personlige oplysninger, som den indsamler i forbindelse med brug af appen.

Tidligere har Folketinget frarådet brugen af appen TikTok, hvis moderselskab er ByteDance, der er grundlagt i Kina.

Dengang kom der en anbefaling fra Center for Cybersikkerhed, som hører under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om, at ansatte i staten ikke skulle have det sociale medie installeret på tjenstlige enheder.

/ritzau/AFP/

Fra forsiden:

GDPR