
Holland åbner for butikker og sexarbejdere i delvis genåbning
Holland åbner fra lørdag for blandt andet butikker, frisører og sexarbejdere som en del af en delvis genåbning af landet.
Det siger den hollandske statsminister, Mark Rutte, fredag.
Holland har haft nogle af Europas strengeste coronarestriktioner, siden en udbredt nedlukning trådte i kraft 19. december sidste år.
Rutte kalder lempelsen for et "spændende øjeblik", efter at hollænderne måtte holde jul og nytår i et nedlukket samfund.
Der er dog langtfra tale om en fuld genåbning lørdag. Blandt andet er barer, restauranter og caféer fortsat lukket frem til mindst den 25. januar.
Til sammenligning har danske restauranter været åbne siden 21. april sidste år - dog undervejs med varierende restriktioner.
Den hollandske statsminister siger, at det er for tidligt for Holland at åbne barer og restauranter. Han advarer om, at landet inden længe ventes at ramme mellem 75.000 og 80.000 daglige tilfælde af coronasmitte.
Der er omkring 17,5 millioner indbyggere i Holland.
- Alting på samme tid er ikke muligt. Risikoen er for stor, siger Mark Rutte fredag ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Den hollandske sundhedsminister, Ernst Kuipers, tilføjer fredag ifølge dpa, at Holland er nået til en "ny fase i pandemien".
Han anerkender samtidig, at mange borgere og virksomheder er frustrerede over den nuværende nedlukning. Det er i øjeblikket den eneste i Europa.
- Vi skal lære at leve med virusset, siger sundhedsministeren.
Flere restaurantejere i Holland har annonceret protester lørdag på grund af deres fortsatte nedlukning. Flere bakkes op af lokale borgmestre.
Holland registrerede fredag over 35.000 nye smittetilfælde det seneste døgn. Det er det højeste antal under hele pandemien.
/ritzau/AFP