AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring

Beredskab nedriver dele af brændt etagebyggeri i København

26. MAR 2022 17.13
Omkring 90 familier er endt uden tag over hovedet som følge af brand i et etagebyggeri i Vanløse fredag aften.

Hovedstadens Beredskab regner med, at arbejdet med at efterslukke en omfattende brand i et etagebyggeri i Vanløse vil fortsætte en stor del af weekenden.

Branden brød ud fredag eftermiddag, og lørdag morgen udsendte Hovedstadens Beredskab en prognose for slukningsarbejdet på Twitter:

- Arbejdet med nedadgående brandspredning har fortsat hele natten, og der er fortsat cirka 30 brandfolk indsat sammen med assistance fra frivilligheden og Beredskabsstyrelsen.

Ifølge Hans Jørgen Larsen, der er vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab, trak brandfolkene sig lørdag morgen helt ud af bygningen på grund af fare for nedstyrtning.

Lørdag eftermiddag er beredskabet gået i gang med at nedtage dele af den brændte ejendom - herunder taget og mure, der er i fare for at vælte.

Omkring 90 familier stod uden tag over hovedet, efter branden brød ud. De fleste af dem blev dog genhuset inden for få timer.

Socialforvaltningen i København oplyser til Ritzau, at kommunen hjælper de beboere, der stadig måtte mangle et midlertidigt sted at bo.

- Den Sociale Døgnvagt (kommunens akutte hjælpeinstans, red.) har været til stede på den skole, hvor man har samlet de mennesker, der som følge af branden i Vanløse har været nødt til at forlade deres hjem.

- Døgnvagtens personale har talt med de tilstedeværende og har til opgave at hjælpe de mennesker, der ikke kan blive genhuset via deres forsikring, lyder det fra Socialforvaltningen i en skriftlig kommentar.

Fredag aften var omkring 100 brandfolk indsat til at få branden under kontrol. Den spredte sig til 15 opgange i det store etagebyggeri.

Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 13.47. Siden spredte den sig ned gennem bygningen og til siderne.

Ifølge en operationschef i beredskabet var det den værste brand, han havde set i sine 37 år i tjeneste. Det sagde han til TV 2 Lorry fredag aften.

Grøndals Parkvej har været spærret siden fredag. Det vil den efter planen være indtil mandag.

/ritzau/

Fra forsiden:

GDPR
Beredskab nedriver dele af brændt etagebyggeri i København