
En vred skatteminister Karsten Lauritzen (V) varslede torsdag på et pressemøde, at Danmark vil gøre alt for at få fingre i de 12,7 mia. kr., der fra 2002 til 2015 blev svindlet ud af statskassen.
- Jeg er normalt en nordjyde med et roligt gemyt, men jeg er vred og dybt, dybt forarget. Man kan ikke andet end at konkludere, at grådigheden i visse banker ikke har nogen grænser, siger ministeren.
Han fortæller, at der er igangsat en række politiske tiltag for at styrke kontrollen med udbytteskat i Danmark og Europa. Det er blandt andet nye aftaler om formidling af viden mellem lande.
I Skat er der tale om en opgradering af enheden for særlig kontrol, hvor der er kommet mere end 100 ekstra medarbejdere til.
- Danske banker har åbent erkendt at have hjulpet til at kanalisere penge direkte ud af de europæiske statskasser. Jeg er rystet over, at dele af rådgiverbranchen ikke har haft højere moral. Det er en bunden opgave at få banket noget moral ind i den her branche. Der skal handling til, og derfor vil kontrollen med skatterådgivere bliver styrket, siger ministeren.
Han oplyser tillige, at der er god fremdrift i arbejdet med at få pengene hjem. Skattestyrelsen har indgået forlig med to amerikanske pensionsordninger, der betaler alle penge tilbage samt udleverer en række oplysninger til brug i det videre arbejde med at få pengene tilbage i statskassen.
- Vi kan endnu ikke juble, men det er en vigtig milepæl. Forligene et tegn på, at vi har lagt den helt rigtige strategi. Jeg er i det lys mere positiv i forhold til at få hele det svindlede beløb tilbage, når først retssagerne for alvor kommer i gang, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) i en kommentar.
I alt er op mod 420 personer og selskaber blevet stævnet, for det fulde beløb på 12,7 mia. kr., som Danmark er blevet svindlet for. Derudover har Skattestyrelsen ved en domstol i Storbritannien fået udstedt en international indefrysningskendelse for i alt 11,2 mia. kr. Indtil nu er i alt ca. 3,3 mia. kr. indefrosset i fire lande.
I en anden udløber af sagen har ministeriet ifølge Politiken og DR konstateret, at en tysk deltager i svindelen med dansk udbytteskat har modtaget rådgivning fra en daværende partner hos Bech-Bruun, som var det firma udførte en advokatundersøgelse af svindelen. Dobbeltrollen var ukendt for firmaets ledelse, indtil den 'fik et brev fra skatteministeren i forgårs', siger adm. direktør Christian Ejvin Andersen fra Bech-Bruun. Skatteminister Karsten Lauritzen vil ifølge Politiken endnu ikke forholde sig til, om Bech-Bruun med de nye oplysninger ikke burde have haft opgaven med at gennemføre advokatundersøgelsen.
- Jeg synes, det ser mærkeligt ud, men nu skal Bech-Bruun have mulighed for at forklare, hvordan det her hænger sammen, siger han til avisen.
Ritzau / mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.