dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Vold, våben og pornografisk materiale: Kommune overvågede kendt app i tre måneder

I tre måneder har kommunen brugt 15 timer om ugen på det sociale medie Telegram. Nu vil rådmand gøre tilstedeværelsen permanent og udvide den til flere sociale medier.
25. FEB 2025 13.44

ODENSE: Unge i Odense Kommune bliver tilbudt at købe ulovlige stoffer og får vist bl.a. pornografisk og voldeligt indhold via sociale medier. 

Det har medarbejdere i Forebyggende Indsatser under Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune dokumenteret ved at have været til stede på det sociale medie Telegram i en tre måneder lang forsøgsordning.

- Det er forfærdeligt nedslående at få bekræftet vores værste forestillinger om den verden, vores børn og unge færdes i, siger beskæftigelses- og socialrådmand Claus Houden (V). Han fortsætter:

- De skal beskyttes langt, langt bedre. Selv om det dybest set er en opgave for de digitale platforme, finder jeg det absolut nødvendigt at sikre, at der er voksne til stede på permanent basis. Samtidig skal vi være parat til at følge med de unge, så i fremtiden skal vi være til stede på flere sociale platforme.

Han fortæller desuden, at medarbejderne af juridiske årsager udelukkende har fulgt åbne grupper med tilknytning til Odense, hvorfor afdækningen kun vurderes at udgøre "toppen af isbjerget". Mediets lukkede grupper har nemlig også ry for at rumme store mængder af materiale, som man kun får adgang til enten via betaling eller ved selv at dele fx voldeligt indhold. 

Mere end 50 anmeldte kanaler 

Selvom kommunen udelukkende har været til stede i åbne grupper, indberettede Odense - i løbet af den tre måneders forsøgsperiode - flere end 50 såkaldte kanaler til politiet. De omhandlede sladder, ulovlige rusmidler, porno, vold, våben og ekstremisme.

Derudover indberettede medarbejderne 12 specifikke opslag, hvor det blev vurderet, at der var tale om strafbare forhold. Endelig viderebragte kommunen såkaldte kriminalitetsbekymringer om fire specifikke unge mellem 14 og 16 år.

Nu er forsøgsperioden slut, men det samme kan man ikke sige om den digitale overvågning. 

Odense Kommune har i et partnerskab med Nordic Safe Cities det seneste år kortlagt byens digitale landskab med blandt andet en algoritme til analyse af offentlige samtaler på nettet. Og partnerskabet vil inden længe komme med fire anbefalinger, hvor permanent tilstedeværelse på sociale platforme vil være én af dem. Udover Telegram kan sociale medier som Snapchat, TikTok og Instagram blive omfattet.

Sagen skal drøftes i Beskæftigelses- og Socialudvalget tirsdag.


ap 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/vold-vaaben-og-pornografisk-materiale-kommune-overvaagede-kendt-app-i-tre-maaneder

GDPR