
MIDTJYLLAND: 30 vestjyske fødevarevirksomheder er med i det ambitiøse netværk 'Madlandet i vest', som Regionsrådet for Region Midtjylland har besluttet at støtte med 1,4 mio. kr.
'Madlandet i vest' er det første fødevareprojekt under den såkaldte Grøn Vækst pulje til landdistriktsprojekter, som opnår støtte. Projektet samler på ambitiøs vis små og mindre fødevarevirksomheder i netværk på tværs af de fire vestjyske kommuner Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Lemvig og Struer.
Regionsrådsformand Bent Hansen (s) er ikke i tvivl om, at dette er et projekt, som vil føre til spændende resultater.
- Der er mange perspektiver i projektet - kobling mellem fødevarer og turisme, idéer til nye afsætningskanaler og fødevareoplevelser, der forhåbentlig kan styrke kendskabet til de lokale producenter og øge omsætningen. Det er den slags projekter, vi gerne vil se flere af under Grøn Vækst puljen - større tværkommunale projekter, hvor en bred kreds af aktører kan gøre en forskel, siger Bent Hansen.
Kulinarisk destination
Deltagerne i projektet vil øge synligheden af de gode vestjyske råvarer, afprøve nye forretningsmodeller for samproduktion og udviklingsfællesskaber, udvikle produktionsudstyr, der passer til håndværksbaseret produktion og sikre de rigtige kompetencer hos de deltagende virksomheder. Ikke mindst afsætningsmulighederne ift. de mange turister i Vestjylland - både danske og udenlandske - er i kikkerten. Visionen er Vestjylland som kulinarisk destination.
- Vi skal synliggøre vestjyske kvalitetsfødevarer både i og uden for Vestjylland, for først dér kan omsætningen virkelig øges. En anden stor udfordring for mindre producenter er at skaffe tid og kapital til at udvikle deres forretning. Derfor skal der være let adgang til viden, videndeling og samarbejde med andre gennem netværk. Tidsforbruget for virksomhederne i netværket skal være minimalt med maksimal gevinst, siger formand for Regional Madkultur Vestjylland, Bent Gråkjær.
mou
FAKTA:
Mindst 30 små og mellemstore fødevarevirksomheder deltager i netværket, herunder fødevareproducenter, primærproducenter, hoteller og restauranter, oplevelsessteder m.fl.
Samarbejdet omfatter også fire kommuner og fire Lokale Aktions Grupper.
'Madlandet i vest' har et samlet budget på godt 5,7 mio. kr. og støttes med 1,4 mio. kr. fra regionen. Projektet er 2-årigt og har startdato den 1. april 2012.
Grøn Vækst puljen:
Der er samlet set 26 mio. kr. til rådighed under puljen (6,5 mio. kr. fra regionen) til fødevareindsatsen.
Under puljens fødevareindsats støttes dannelse eller videreudvikling af fødevarenetværk på tværs af flere kommuner samt disse netværks arbejde med professionalisering og styrkelse af kompetenceniveauet for de små fødevarevirksomheder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.