
LANGELAND: Venstre vil tvinge kommuner som Langeland til at samarbejde med andre kommuner, hvis det halter med sagsbehandlingen på børneområdet.
Det slår partiets socialordfører på Christiansborg, Erik Veje Rasmussen (V), fast i Fyns Amts Avis.
- Det ligger lige til højrebenet, siger han.
Udmeldingen indskriver sig i Fyns Amts Avis' månedlange afdækning af tvivlsom og lovstridig sagsbehandling på børneområdet i Langeland Kommune.
- Jeg har hørt om situationen på Langeland, og min holdning og forventning er, at kommuner, der ikke leverer tilfredsstillende sagsbehandling, mere eller mindre skal tvinges til at samarbejde, siger Erik Veje Rasmussen.
Med Venstres nye udmelding tegner der sig en klar vilje i regeringen til - på baggrund af udfordringerne på Langeland - at tage magten fra kommuner, der ikke opfylder grundlæggende krav på børneområdet.
Undersøgelser stadig undervejs
Langeland Kommunes problemer med blandt andet at håndtere sager om tvangsanbragte børn fik tidligere i år socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) til at sætte sit embedsværk til at undersøge mulighederne for at tvinge Langeland Kommune til at indhente hjælp.
Undersøgelsen er endnu ikke afsluttet, men Sophie Hæstorp Andersen har ikke lagt skjul på sin intention om at skride til handling på Langeland.
"Der er iværksat en lang række initiativer med henblik på at rette op på den bekymrende situation i kommunen," lød det fra ministeren i et skriftligt svar til Folketingets socialudvalg tidligere på året.
Erik Veje Rasmussen vurderer, at det er afgørende at få skabt mulighed for, at gribe ind, når kommuner udfører kritisabel eller lovstridig sagsbehandling.
Ifølge Bent Greve, professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet, lægger man dermed i regeringen op til at gribe ind i det kommunale selvstyre.
- Det er et indgreb i det eksisterende kommunale selvstyre på det specifikke område. Historisk har man med strukturreformen presset visse kommuner til at lave samarbejder med andre kommuner for at de kunne få lov til at være selvstændige. Men det er ikke desto mindre et indgreb i det kommunale selvstyre, hvis man gennemfører det, siger Bent Greve til Fyns Amts Avis.
Ser på sagen med alvorlige øjne
Socialdemokratiets medlem af socialudvalget Morten Klessen (S) lægger ligesom ministeren og Venstres Erik Veje Rasmussen op til, at der skal ske forandringer. Han understreger, at der bliver set med meget alvorlige øjne på sagen.
- Vi skal have kigget på lovgivningen. Bekymringen for borgernes retssikkerhed er stor. Derfor kommer vi til at handle og skabe forandring, siger han.
Morten Klessen tilføjer, at der derfor er behov for at rykke hurtigt.
- Det kommer til at gå stærkt. Jeg kan ikke garantere det 100 procent, men mit bud er, at indsatserne kan sættes i gang lige efter nytår, siger han.
Fyns Amts Avis har i en stribe artikler gennem 2025 påvist alvorlige fejl i sager om anbringelser af børn, at man i kommunen stik imod lovgivningen har rettet og slettet i borgeres journaler, samt at kommunen i en undersøgelse, som var blevet pålagt af Ankestyrelsen, bestilte en så overfladisk gennemgang, at samtlige cirka 300 børnesager nu skal undersøges igen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.