
VEJEN: Både Venstre og Socialdemokratiet i Vejen holder fast i beslutning fra sidste efterår om ikke at lade borgmesteren bruge borgmesterkæde, skriver Jydske Vestkysten. Venstres Morten Thorøe mener, at en borgmesterkæde hører hjemme i en købstad, og spørger, om ikke også tiden er løbet fra den. Og viceborgmester Jørgen Thøgersen (S) mener, at borgmesteren godt kan optræde værdigt uden kæde, og at partiet principielt ikke synes om ideen.
Muligheden er der ellers, fordi en kæde af kunstneren Niels Hansen-Jacobsen, der er kendt for trolde i sine værker, ligger i et pengeskab på Vejen Kunstmuseum. Og netop trolden burde være et samlingspunkt for hele den nye Vejen kommune også på borgmesterkæden, mener borger og ildsjæl Kaj Lassen, der har rejst borgmesterkæde-debatten på ny. I forbindelse med drøftelse af en ny tradition med billeder af tidligere borgmestre på rådhuset var sagen oppe blandt gruppeformænd i efteråret, før KV21.
- Vi var to, som syntes, kæden skulle bruges, og to, som sagde nej. Og så faldt sagen, og jeg kommer ikke til at bruge kæden, så længe der ikke er et flertal for det. Og jeg kommer heller ikke til at tage sagen op. Det handlede ikke om, at man ikke ville bruge kæden, fordi den er fra gamle Vejen Kommune eller har en trold eller noget andet. Det blev slet ikke drøftet. Det var derimod en ren principiel afgørelse. Og nu er sagen død for mit vedkommende, siger borgmester Frank Schmidt-Hansen (K) til avisen.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.