KØBENHAVN / AARHUS: Går alt efter planen, kan de første passagerer tage Danmarks første søflyrute fra Langelinje i København til Østhavnen i Aarhus til april næste år. Turen fra Aarhus til København vil tage under en time, mens billetten vil koste omkring 1500-1800 kr., skriver Ingeniøren.
Projektet har været beskrevet flere gange før, men nu er de mange tilladelser hentet fra 21 instanser - lige fra Kystdirektoratet til Trafikstyrelsen, politiet og andre.
- Det tog ufattelig lang tid, men myndighederne har været enormt positive og haft ja-hatten på hele tiden, siger Rune Balle, manden bag projektet.
Projektet startede som Samsoe Seaplanes, men 'Samsoe' måtte stryges fra projektet, da det efter 16 års sagsbehandling ikke har været muligt at få miljøgodkendelse til at drive øens flyveplads, der er anlagt i 1964.
- Det er ærgerligt, når noget af det vigtigste i projektet var at give en hånd til en trængt ø i udkantsdanmmark, siger Rune Balle.
Flere danskere har gennem årene forsøgt at åbne en søflyrute, men alle tidligere forsøg er strandet. Når søflyet er klar, bliver det med fire daglige afgange mellem Aarhus og København.
Målgruppen bliver advokater, direktører, politikere og andre kunder, for hvem prisen er mere underordnet end tiden.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.