Styrelsen for Patientklager og Sundhedsvæsnet Disciplinærnævn har 27 gange udtalt kritik af læger, som har udskrevet receptpligtig morfin over telefonen. Lægerne har dermed tilsidesat patientsikkerheden og en klar vejledning om, at de altid skal se patienten, inden afhængighedsskabende lægemidler udskrives, fortæller Radio4
En enkelt kvindes handlinger er årsag til langt de fleste af sagerne, hvor vagtlægerne har fået kritik. Det viser en række dokumenter, som Radio4 og TV 2 har fået aktindsigt i.
Den 42-årige kvinde står nu tiltalt i en omfattende bedragerisag, da politiet vurderer, at hun siden 2016 i stort omfang har misbrugt andre personers CPR-numre. Gennem opdigtede sygehistorier har hun snydt vagtlæger over hele landet til at udskrive den vanedannende morfin i de andre personers navne, hvorefter kvinden selv har afhentet den på forskellige apoteker.
Praksis for vagtlæger bør skærpes
Ifølge en opgørelse fra Radio4 og TV 2 har den 42-årige kvinde på den måde uberettiget fået udleveret cirka 6.000 morfinpiller.
- Svindleren rammer kerneværdien i vores patient/læge kontakt. Noget af det allerhelligste, som vi har, er tilliden mellem lægen og patienten,” siger Morten Svenning Nielsen, formand for vagtudvalget i Praktiserende Lægers Organisation i Syddanmark.
Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsret ved Syddansk Universitet, forudser, at misbrugssagen kan føre til, at praksis for vagtlægerne skærpes.
- Det her kommer til at gå ud over rigtig mange patienter. For deres adgang til smertestillende medicin bliver gjort sværere, fordi vi har nogle enkeltstående personer, der misbruger det tillidsbaserede system, vi har, siger han.
Alle fem regioner indblandet
Radio4 og TV2’s opgørelse viser, at kvinden har svindlet sig til mere end 100 recepter ved at ringe til lægevagten i landets fem regioner. Kort efter har hun indløst dem på en stribe apoteker på Sjælland.
- Det absolutte tal på de mange tusinde piller er jo i sig selv skræmmende, men havde det været et mindre tal, havde det jo også været forkert, fordi det er lægemidler, som har nogle helt særlige regler for, hvorledes vi må udskrive dem, siger Morten Svenning Nielsen fra De Praktiserende Lægers Organisation i Syddanmark.
Retssagen mod den 42-årige kvinde bliver ført som en tilståelsessag. Til de to medier erkender hun ligeledes, at hun har misbrugt de mange cpr-numre og talt usandt overfor vagtlægerne.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.