Partiet vil have stat, regioner og kommuner til at sende alle offentlige opgaver i udbud. Private virksomheder skal kunne byde ind på alt fra drift af folkeskoler og sygehuse til ældrepleje, skriver Berlingske Tidende.
- Så kan vi finde ud af, hvilken pris og kvalitet alternative udbydere kan levere til. Den bedste og billigste bør altid have opgaven, siger erhvervsordfører Jacob Jensen (V), som står bag det 37 siders oplæg, der i forgårs blev godkendt og rost af Venstres folketingsgruppe med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen.
Dermed er Venstres officielle politik, at der ikke er nogen opgaver, der nødvendigvis hører hjemme i det offentlige.
- Både driften af folkeskoler, børnepasning, operationer på sygehuse og den bløde del af ældreområdet som hjemmehjælpen kan akkurat lige så godt ligge i privat regi, siger Jacob Jensen.
Formand for KL, Erik Fabrin (V), frygter, at hans partifæller pønser på helt at afvikle kommunerne.
- Vi har brug for tillid. Dette er det modsatte.
DF's Peter Skaarup kalder forslaget 'alt for liberalistisk', og den konservative regeringsmakker bakker kun delvist op.
'Det er helt sikkert værd at overveje, om mere skal i udbud. Men det er for bombastisk at sige, at alt bare kan sendes i udbud,' siger finansordfører Lars Barfoed (K).
Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen kritiserer oplægget.
- Vi mener, at der er ting, der ligger bedst i fællesskabet og i offentlig regi, og så kan Venstre jo argumentere for, at det private og markedsmekanismerne er bedre.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.