
Af Paul Hegedahl
Ruth Nielsen:
'Udbud af offentlige kontrakter', 4. udg.;
Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København 2010.
419 s., hft., 15,5 x 23 cm., litt.liste, EU-domsregister, stikordsreg.
Kr. 625,00 inkl. moms, medlemspris kr. 500,00 inkl. moms
ISBN 978-87-574-2072-2.
Grænserne mellem EU-ret og dansk ret om udbud bliver i stigende grad udviskede
'Udbud af offentlige kontrakter', der nu er udkommet i 4. reviderede udgave, giver en generel fremstilling af, hvad der i lyset af EU-reglerne er gældende dansk udbudsret efter gennemførelsen af Lissabon-traktaten og kontrolloven - navnlig indgåelse af kontrakter vedrørende offentlige anskaffelser af varer og tjenesteydelser, inklusive i bygge- og anlægssektoren.
Der er tale om et dynamisk område i hastig udvikling. På EU-niveau blev der vedtaget et almindeligt direktiv om udbud i 2004 (2004/18/EF ), der tilpassede udbudsreglerne til udviklingen på EU s indre marked, og en ændring af kontroldirektiverne i 2007 (2007/66/EF ), der i Danmark er implementeret ved vedtagelse af kontrolloven, der trådte i kraft den 1.7.2010. Lissabon-traktaten trådte i kraft den 1.12.2009, hvilket i nogen grad placerede det indre marked og dermed udbudsreglerne i en ny retlig kontekst.
Offentlige kontrakter (bortset fra ansættelseskontrakter) om anskaffelser (til forskel fra salg og lignende) skal i de vigtigste tilfælde indgås gennem EU-udbud. Grænserne mellem EU-ret og dansk ret om udbud bliver i stigende grad udviskede, idet de danske regler om emnet på afgørende måde er bestemt af EU-retten. I mindre grad spiller også folkeretlig regulering og visse traditioner i dansk forvaltningsret, kontraktret, licitations- og entrepriseret en rolle.
Forfatteren gør opmærksom på, at offentlige udbud er et af de mest kontroversielle emner vedrørende 'law and policy' i EU og medlemsstaterne. Der er navnlig flere meninger på dimensioner: for det første rollefordelingen mellem det offentlige og private aktører i økonomien og for det andet beslutningsprocesserne vedrørende offentlige udbud. Og hun skriver: 'Udtrykt i almindelige vendinger handler udbud af offentlige kontrakter om anskaffelser til anlæg og drift af velfærdsstaten og dens infrastruktur i bred forstand, herunder på det tekniske, sundhedsmæssige, sociale, uddannelsesmæssige, kulturelle mv. område.
Bogens perspektiv
I de første ca. 40 år af EF/EU's eksistens blev der kun afsagt få domme om udbud, men i perioden siden slutningen af 1990'erne har EU-domstolen afsagt et betydeligt antal domme om udbud af offentlige kontrakter. De hovedspørgsmål, forfatteren undersøger, er hvilke frihedsgrader ordregivende myndigheder har til at bestemme, om de vil indgå kontrakter, og til i givet fald at indgå kontrakter med hvem de vil, hvordan de vil og med det indhold de vil, samt hvilken retsbeskyttelse aktuelle og potentielle tilbudsgivere har i denne forbindelse. Hovedvægten er ifølge Ruth Nielsen lagt på almindelige principper, hovedregler og de store linjer i udviklingen, mens specialregler, undtagelser og detaljer er prioriteret lavere.
Indhold
Ud over forord, EU-domsregister, litteraturliste og stikordsregister indeholder bogen 11 grundigt disponerede kapitler, der giver værdifuld viden til såvel de, der arbejder med udbud i praksis som til studerende og teoretikere.
Kapitel 1: Emne, problemer og retskilder
Bl.a. EU-regler, Folkeret, danske retskilder og retspraksis.
Kapitel 2: Almindelige principper
Bl.a. Fri bevægelighed og offentlige kontrakter, ligebehandlingsprincippet, habilitetsspørgsmål
og gennemsigtighedsprincippet.
Kapitel 3: Ordregivere
Bl.a. Ordregivende myndigheder, offentligretlige organer, forsyningsvirksomheder,
indkøbscentraler, private ordregivere, tilbudsloven
Kapitel 4: Udbudsprocedurer
Bl.a. Udbudsformer, offentliggørelse af bekendtgørelser, udbudsbetingelserne og -materialet
i øvrigt, sagsbehandlingsregler.
Kapitel 5: Udbudspligtige kontrakter
Bl.a. Begrebet offentlig kontrakt, gaver og sponsoraftaler, kontraktens værdi og varighed,
ændringer i en eksisterende kontrakt eller indgåelse af ny kontrakt, rammeaftaler.
Kapitel 6: Koncession, in-house, OPP o.lign.
Bl.a. Definitioner og EU-regulering, udførelse af opgaver i eget regi, valget mellem
in-house og ex-house, grænsen mellem in-house og ex-house, kommunale fællesskaber,
offentlig privat partnerskab og samlet udbud.
Kapitel 7: Udlicitering m.v.
Bl.a. Regelgrundlag, organisering af offentlig virksomhed, udbud af statslige drifts- og anlægsopgaver,
Kvalitetskontrakt, udbudsstrategi, udfordringer mv. i den kommunale sektor.
Kapitel 8: Egnethedsvurdering og udvælgelse
Bl.a. Adskillelse mellem udvælgelse af tilbudsgivere og tildeling af kontrakt, udelukkelse af
ansøgere og tilbudsgivere, udvælgelse af ansøgere ved begrænset udbud, udbud med
forhandling og konkurrencepræget dialog, udvælgelseskriterier, økonomiske aktører.
Kapitel 9: Kontrakttildeling
Bl.a. om Alternative tilbud, tilbudsforbehold, unormalt lave bud, generelt om tilbudskriterier,
elektroniske auktioner.
Kapitel 10: Miljø- og sociale hensyn
Bl.a. om Beskyttede værksteder, specifikationsfasen, udvælgelseskriterier, tildelingskriterier.
Kapitel 11: Håndhævelse
Bl.a. om EU-retlige krav, kontrolloven, behandling af udbudssager ved Klagenævnet for Udbud,
de almindelige domstole og Konkurrencestyrelsen, reaktions- og sanktionsmuligheder, erstatning.
Om forfatteren
Ruth Nielsen (1946 -) er professor i erhvervsret ved Juridisk Institut, Copenhagen Business School. Hun er cand.jur. 1967 og dr.jur. 1992 fra Københavns Universitet. Ruth Nielsen har været ansat i Justitsministeriet 1967-1969; undervist ved Københavns Universitet og været lektor ved Århus Handelshøjskole 1983-1986. Hun er medlem af Europa-Kommissionens ekspertnetværk vedrørende ligestillingsdirektiverne; medlem af Ligebehandlingsnævnet og medlem af bestyrelsen, Dansk Forening for Arbejdsret. I 2000 blev Ruth Nielsen udnævnt til dr.h.c. ved det Juridiske Fakultet, Lunds Universitet, Sverige. Hun er forfatter og medforfatter af en meget lang række bøger.
Supplerende links
http://frontpage.cbs.dk/law/hjemmesider/ruth.nielsen/hjemmeside.htm
Forfatterens hjemmeside
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.