
AALBORG: Kampen om at blive den næste borgmester i Aalborg er i fuld gang. Således kan Nordjyske fortælle, at både Lasse Frimand Jensen og Lisbeth Lauritsen fra Socialdemokratiet har meldt sig som borgmesterkandidater, efter den nuværende borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S) har meddelt, at han har valgt at trække sig med udgangen juli.
Samtidig kan TV 2 Nord fortælle, at også den tidligere tidligere udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) gerne vil være sit partis borgmesterkandidat i Aalborg ved kommunalvalget i november 2025.
Hans partiforening, Aalborg centrum, indstiller, at partiet opstiller det 59-årige folketingsmedlem som ny spidskandidat. Han er, siger foreningens formand, Jonas Robbestad Søndergaard, den rette til at efterfølge Thomas Kastrup-Larsen, fordi han “kan det politiske håndværk og vil kunne samle hele kommunen”.
38-årige Lasse Frimand Jensen (S) har ni år bag sig som medlem af byrådet i Aalborg og er desuden nu gruppeformand for Socialdemokratiet, og blandt andet formand for Port of Aalborg. Lasse Frimand Jensen er medlem af partiforeningen i Nørresundby.
Lisbeth Lauritsen (S) har knap ti års politisk erfaring og hører til Socialdemokratiets partiforening i Nørresundby, og har haft sin socialdemokratiske opvækst i DSU. Hun forventer snarest at have sin stillererklæring klar.
Flemming Møller Mortensen sad 2001-2007 i byrådet i Skørping/Rebild, hvor han dengang boede. I 2007 kom han i Folketinget. På Christiansborg har han blandt andet været sundhedsordfører, gruppeformand og statsrevisor. I 2020 blev han udnævnt til minister for udviklingsbistand og nordisk samarbejde. Han er nu igen menigt folketingsmedlem og sundhedsordfører.
Modsat de to erfarne byrådspolitikere kan Flemming Møller Mortensen ikke blive valgt som ny borgmester her og nu, fordi han ikke sidder i byrådet. Han opstiller derimod i dysten om at blive partiets spidskandidat ved valget i 2025.
mag
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.