
KØBENHAVN: Inden Tour de France næste år bliver sat i gang i København, får de danske cykelfans mulighed for at lære rytternes navne at kende i Tivoli.
Arrangørerne af den danske Tour-start oplyser, at holdpræsentationen vil foregå på Plænen onsdag 29. juni, to dage før de 176 ryttere fra 22 forskellige hold bliver sendt ud på den 13 kilometer lange enkeltstart, der markerer løbets start.
Inden selve holdpræsentationen er det planen, at rytterne cykler en kort tur i Københavns gader.
- Med holdpræsentationen i Tivolis smukke forlystelseshave viser vi Danmarks cykelkultur og København – verdens bedste cykelby – frem for hele verden, siger Lars Weiss (S), overborgmester i København og bestyrelsesformand for Grand Départ Copenhagen Denmark, i en pressemeddelelse.
- Vi fejrer løbet og rytterne, og vi laver en folkefest for tusindvis af danske tourfans på Plænen og de mange, som følger med på tv verden over. Det bliver en unik åbningsfejring af den danske tourstart.
Billetter skal vindes
Der udloddes 10.000 gratis billetter til holdpræsentationen. De vil blive uddelt i konkurrencer og quizzer i løbet af foråret næste år.
- Tivoli glæder sig til at byde tusinder af danske og udenlandske gæster velkommen til præsentationen af en verdens største sportsbegivenheder, siger Tivolis adm. direktør, Susanne Mørch Koch.
- Sammen med ryttere og de mange gæster vil vi i Tivoli sikre en festlig ramme, der også vil charmere millioner af mennesker verden over. I en tid, hvor hele Danmark har brug for at få turisterne tilbage, kunne timingen ikke være bedre. Det bliver en fest!
Ud over den indledende enkeltstart i København skal der køres to etaper i Danmark. Løbets 2. etape byder på 199 kilometer fra Roskilde til Nyborg - inklusive en tur over Storebæltsbroen - mens 3. etape går fra Vejle til Sønderborg. En rute på 182 kilometer.
Etaperne i Danmark køres fra 1. til 3. juli. Torsdag præsenteres hele 2022-udgaven af Tour de France i Paris.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.