
Selvom der bliver stadig flere ældre, så står stadig flere ældreboliger tomme, og tendens er størst i landdistrikterne og i de mindre byer. Det viser en ny analyse fra BL - Danmarks Almene Boliger.
I begyndelsen af 2023 var der på landsplan knap fire procent af alle almene ældreboliger, der stod tomme. Og analysen viser tydelig sammenhæng mellem kommunetype og tomgang af boligerne.
Selvom der er en vis tomgang i ældreboligerne i de fleste kommuner, er den gennemsnitligt større i mindre tætbefolkede kommuner. Særligt i landkommuner, hvor tomgangen i almene ældreboliger er på 5,3 pct., mens den fx i hovedstadskommunerne er på 2,1 procent.
- Der er en større sandsynlighed for, at ældreboliger er tomme, hvis de befinder sig i landkommunerne eller i mindre byer og lokale samfund med under 1.000 beboere, siger chefanalytiker ved BL – Danmarks Almene Boliger, Kristine Vasiljeva.
- Dette tyder på, at den generelle affolkningstendens i visse dele af landet samt manglen på lokale tilbud som butikker og kulturelle institutioner bidrager til tomgangen, selvom befolkningen ældes stort set i alle danske kommuner, siger hun.
Lav om, riv ned eller sælg
BL slår derfor nu til lyd for, at boligerne må ommærkes, sælges, rives ned eller gøres mere tilgængelige, hvis de er gamle og nedslidte.
For det er især de ældre boliger, der er ramt af tomgangsleje. Tomgangsleje er et udtryk for den indtægt en boligafdeling mister ved, at lejemålet ikke er udlejet.
Problemet er igen mest markant i oplands- og landkommunerne, hvor henholdsvis ni og otte procent af de etværelses ældreboliger står tomme. På landsplan er ledigheden en smule lavere, nemlig 5,5 procent af de almene etværelses ældreboliger.
- Mange af de ældre boliger er formentlig utidssvarende og mangler den tilgængelighed, man har behov for i en sen alder. Er boligen i tilgift lille, er der måske ikke plads til kørestolen, rollatoren eller andre nødvendige hjælpemidler, siger Kristine Vasiljeva.
Hun tilføjer, at det for mange også er for trangt at flytte til en meget mindre bolig fra fx et parcelhus
- Det er nok de færreste, som gerne skiller sig af med ting, som er samlet gennem et langt liv, og som af mange grunde betyder noget, siger chefanalytikeren.
Sætter lid til nyt boligforlig
I forbindelse med det seneste boligforlig blev der kun i beskedent omfang bevilliget renoveringsmidler til tilgængelighed, lyder det fra BL.
Men der en chance for, at der rettes op på det, når det næste boligforlig vedtages, siger afdelingsleder for bystrategisk virksomhed i Landsbyggefonden, Anita Pedersen.
- Der er en voksende interesse for, hvordan boligområder kan spille en rolle i at understøtte beboernes sundhed. Det ses blandt andet i fokusset på at bruge eksisterende fælleshuse til sundhedsrelaterede aktiviteter og placere sundhedstilbud tættere på beboerne, siger hun.
- Det er en udvikling, der også vil understøtte beboernes mulighed for at blive længst muligt i eget hjem. Det vil være naturligt, hvis tilgængelighed igen får en plads på den dagsorden, siger hun.
Se analysen fra BL - Danmarks Almene Boliger her.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.