RUDERSDAL / ISHØJ: Borgmester i Rudersdal Kommune, Jens Ive (V), ærgrer sig over udsigten til at skulle hæve skatten for kommunens borgere.
Rudersdal Kommune er en af de kommuner, der med den nye udligningsreform skal betale allermest - nærmere bestemt 115,3 mio. kr.
- Det kommer til at betyde en ekstra regning til vores borgere, som de ikke selv får noget ud af, siger Jens Ive.
Han glæder sig dog over, at regningen for Rudersdal Kommune bliver 'markant lavere', end det som regeringens oprindelige udspil lagde op til.
- Jeg havde gerne været en skatteforhøjelse foruden, men det her er trods alt spiseligt, og på landsbasis er det et flot og ordentligt resultat med et Danmark i balance, siger han.
- Det, der stak os mest i regeringens udspil, var kammerateriet, hvor pengene gik direkte fra os til vestegnskommunerne. Men det, som de kommer til at profitere på denne reform, er blevet reduceret til et ganske andet niveau.
'Katastrofen afværget'
I vestegnskommunen Ishøj er der dog også stor tilfredshed med den aftale, som regeringen, Venstre, SF, De Radikale og Alternativet er nået til enighed om. Det siger borgmester Ole Bjørstorp (S).
For selvom kommunen står til at miste penge på en nedskæring af udlændingeudligningen, får Ishøj med reformen 28 mio. kr.
- Min frygt var, at vi ville tabe meget på udlændingetilskuddet, og at der ikke ville blive taget hensyn til de sociale og økonomiske vanskeligheder i Ishøj, men det har man gjort, siger han.
- Katastrofen er afværget. Det er det, jeg kan se ud af de her tal, og det er ganske godt gjort.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.