Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Benedikte Kiær fik med 6.679 18,7 pct. af samtlige stemmer i Helsingør ved KV17.
Foto: Claus Birch, Ritzau Scanpix

KV21:
To K-spidser klar, hvor De Konservative står stærkt

Følg de seneste udpegninger af spidskandidater til KV21 - De Konservative i Helsingør, Viborg og Esbjerg. Samt LA i Solrød og Enhedslisten i Midtjylland.
13. JAN 2021 10.01
TEMA: KV21

I Helsingør har De Konservative traditionelt haft godt fat i magten - senest med borgmester Benedikte Kiær, som har haft posten siden KV13, og som ifølge sn.dk nu er klar igen som spids. Partiet, der i dag er størst i byrådet med ni ud af 25 pladser, har 20 kandidater på listen.

Tidligere borgmester Per Tærsbøl, der var førstemand 1994-2009 og har været menigt byrådsmedlem siden, stiller op på sidstepladsen. To af de ni nuværende, Lisbeth Læssøe og Mahmed Naghdiani, stiller ikke op igen.

Benedikte Kiær konstituerede sig ved KV17 med K, S, DF, V og R. Siden valget har S, der er næststørst i byrådet med otte pladser, skiftet spids fra Henrik Møller, der nu er valgt til Folketinget, til Claus Christoffersen.

I Viborg, hvor nu Ulrik Wilbek (V) er borgmester, har K også haft borgmesterposten i to perioder, først nuværende K-leder Søren Pape Poulsen fra 2010-2014 afløst af Torsten Nielsen frem til 2017. Og ifølge Viborg Stifts Folkeblad er han nu spids igen.

V er størst med ti, og S har ni ud af 31 pladser i byrådet, men K har en stor gruppe på syv, der alle stiller op igen. Torsten Nielsen fik ved KV17 7.014 personlige stemmer kun overgået af Wilbek med 7.536. S har skiftet spids fra veteranen Per Møller Jensen, der nu i stedet stiller op til regionsrådet i Midtjylland, til Niels Dueholm.

I Esbjerg spiller K en langt mindre rolle. V med 11 ud af 31 pladser har borgmesterposten - Jesper Frost Rasmussen siden KV17 - og S med ti pladser har ny spids i Jakob Lykke.

De Konservative havde en udfordring ved KV17, hvor frontfiguren Henrik Vallø brød ud og kom i byrådet på sin Borgerlisten. May-Britt Andrea Andersen kom ind som eneste fra K, og ifølge Ugeavisen Ribe er hun igen valgt som spids. K er med i konstitueringen sammen med V, Borgerlisten og DF.

i Solrød er Emil Blücher (LA) ny spids, oplyser sn.dk. Ved KV17 var han nummer to på listen, men overhalede med sine 285 personlige stemmer Henrik Boye med 197 og gav dermed partiet en plads i byrådet. Solrød har haft V-styre siden 1970, og Niels Hörup har været borgmester siden KV05 i en byrådsgruppe på otte ud af 19.

I Region Midtjylland er der nu navne på Enhedslistens fem spidskandidater, som partiet omhyggeligt skriver - altså ingen spids i ental. Først nævnes dog regionsrådsmedlem Else Kayser, der også ved KV17 stod først. De fem er valgt i en urafstemning blandt alle regionens partimedlemmer med geografiske og kønsmæssige kriterier, hvilket førte til tre kvinder og to mænd. EL har i dag to medlemmer blandt de 41 i regionsrådet.