Statsminister Helle Thorning-Schmidt løfter lidt af sløret for et af regeringens kommende vækstinitiativer. Det siger hun under et besøg hos virksomheden Ortofon.
- Vi har allerede lavet rigtig meget. Vi har lavet vækstinitiativer for vores landbrug. Vi skal også til at kigge på vores planlov, så man også kan få vækst i yderområderne, sagde statsministeren.
Finansminister Bjarne Corydon (S) har tidligere bekræftet, at regeringen vil komme med vækstinitiativer, men har endnu ikke gjort klart, hvilke initiativer der bliver tale om.
Også statsministeren var sparsom med de konkrete tiltag, men hun lagde ikke skjul på, at det bliver tiltag, der skal styrke væksten udenfor de store byer.
- Det er vores opgave, at den vækst, der nu kommer til Danmark, kommer hele landet til gode. Det må ikke kun være sådan, at det kommer de store byer til gode, sagde hun.
Vækst i yderområderne
Venstre har tidligere talt for netop ændringer i planloven, der blandt andet skal tillade storcentre i alle landets byer.
Thorning fremhævede arbejdet med et nyt statsfængsel på Falster som et eksempel på, hvordan også områder udenfor hovedstaden kan skabe job. Helle Thorning-Schmidt tog også mandag på besøg i fængslet. Hun understregede dog, at regeringen føler, at den allerede har taget initiativer for at skabe job i de tyndere befolkede dele af landet.
- Det er derfor, vi har sænket skatten. Det er derfor, vi har skabt vækst indenfor landbruget. Det er derfor, vi arbejder så målrettet på, at Femern-forbindelse i den her del af landet, sagde hun.
Netop Fermern-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland vil statsministeren drøfte med den tyske kansler Angela Merkel, når denne kommer på officielt besøg i Danmark tirsdag.
Hvornår regeringens vækstinitiativer vil blive fremlagt er dog stadig uklart. Finansminister Bjarne Corydon har tidligere afvist, at de nødvendigvis skal komme før et valg.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.