For nogle uger siden uddelte en glad økonomi- og indenrigsminister 852 mio. kr. i særtilskud til kommunerne. Cirka halvdelen af landets kommuner fik penge. De mange penge er - med ministerens ord - 'med til at skabe balance i budgetterne hos kommunerne med særlige økonomiske udfordringer'. I det lys forstår man, at ministeren var glad.

Uddelingen må have skabt glæde mange steder i landet. Først og fremmest på borgmesterkontoret i København. Her kunne overborgmester Frank Jensen konstatere, at København igen blev den absolutte topscorer. Med 103 mio. kr. modtog kommunen 12 pct. af det samlede tilskud til kommuner med 'særlige økonomiske udfordringer'.

Men der kan heller ikke herske tvivl om, at Københavns Kommune har 'særlige udfordringer'. Her er de økonomiske udfordringer nemlig af en ganske anden karakter end dem, som vi andre bokser med.

I forhold til landets øvrige kommuner har København det suverænt største overskud på driftsbalancen. Overskuddet er ca. dobbelt så stort som kommunernes gennemsnit. Københavns Kommune har en likviditet på otte mia. kr. Det svarer til knap 25 pct. af kommunernes samlede likviditet. Det er karakteristisk, at KL på et tidspunkt opgjorde kommunernes likviditet med og uden Københavns kommune. De to billeder var nemlig meget forskellige!

København vokser
Samtidig udgør Københavns anlægsbudget i 2015 knap fire mia. kr. Det svarer til ca. 1/5 af kommunernes samlede anlæg. Det hører naturligvis med, at København vokser. Det afføder et behov for nye daginstitutioner, skoler, mv. Men det forklarer kun en brøkdel af det enorme anlægsprogram.

I Jyllands-Posten kunne læserne - med en blanding af forundring og benovelse - den 31. august læse om en række eksempler på Københavns anlægsprogram. En interaktiv bænk - der ikke virker - på Islands Brygge til en million kr. Alene konsulentudgifter til bænken udgjorde over ¾ million kr. En cykelrampe til 38 mio. kr. Her er anlægsudgiften per løbende meter større end ved anlæggelse af en ny motorvej! I provinsen bygger vi - hvis vi har råd - en større, spritny dagsinstitution for det samme beløb.

En genbrugsplads til 26,2 mio. kr. Men så indeholder den også cafe og den er tegnet af den verdensberømte arkitekt Bjarke Ingels. 40 mio. kr. er der brugt på 850 bycykler. I provinsen kan man få 20.000 fine cykler for samme pris. En 'gå-politik' til knap ½ mio. kr. blev der også plads til.

Bokser med balance
Jeg har ikke fantasi til at tro, at eksemplerne kan være rigtige. Men jeg tør heller ikke beskylde Jyllands-Posten for at lyve.

Gæld er - naturligvis - heller ikke noget, der tynger vores hovedstad. København har den tredje mindste gæld af alle kommuner. Nu kunne læseren måske tro, at Københavns velstand skyldes, at kommunen havde en høj beskatning. Men det er ikke tilfældet. Langtfra. Der er faktisk få kommuner, der har en endnu lavere udskrivningsprocent end Københavns på 23,8 pct.

I Svendborg, hvor jeg er borgmester, har vi helt andre økonomiske udfordringer. Vi har en af landets højeste udskrivningsprocenter på 26.8 pct. Alligevel bokser vi kontant med at skabe balance på budgettet. Besparelser er derfor hverdagen. I løbet af sidste fire år har vi måttet taget afsked med omkring otte procent af alle de kommunalt ansatte. Vores likviditet er lav og gælden er høj. Sådan ser vores økonomiske udfordringer ud. Dem deler vi i øvrigt med de andre sydfynske kommuner.

Rigeste modtager mest
Set fra mit borgmesterkontor er det total uforståeligt, at Københavns Kommune - som landets absolut rigeste kommune - kan blive topscorer, når man fordeler særtilskud. Har det virkelig været den politiske intention med de økonomiske særtilskud?

Jeg er naturligvis opmærksom på, at Københavns mange tilskudskroner kommer fra en særlig pulje: Den såkaldte 'storbypulje'. Puljen blev oprettet i forbindelse med den seneste justering af den kommunale udligningsordning. Denne justering medførte, at man flyttede penge fra København og fra de andre storbyer. Derfor oprettede man naturligvis hurtig en ny pulje, som kunne kompensere storbyerne. Resultatet er derfor nu, at landets rigeste kommune samtidig er den største modtager af tilskud.

Jeg håber, at det giver mening på Slotsholmen og på Christiansborg. For det giver absolut ingen mening på Sydfyn.

Jeg er opmærksom på, at jeg nu kan beskyldes for misundelse. Og det er jo ikke nogen rar menneskelig følelse. Men jeg indrømmer gerne. Jeg er misundelig. I ordets værste betydning. Jeg under simpelthen ikke København de mange penge. Men som synder og troende menneske trøster jeg mig med biblens ord: Thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal faa overflod'. Vi er nu ved at være i mål. København har overflod. Og dermed ganske særlige økonomiske udfordringer!

Ikke flere ordninger
Dermed er tiden også inde til et grundlæggende opgør med et kommunalt finansieringssystem, der er kørt helt af sporet. Det er ikke længere nok at justere en lille smule på en af de talrige knapper i det totalt uigennemskuelige udligningssystem. Og lad mig slå fast. Løsningen er ikke endnu flere særtilskudsordninger.

Det er på tide, at vi seriøst undersøger, hvilke alternativer der er til den kommunale skatteudskrivningsret. Rationalet bag den kommunale skatteudskrivning er for længst forsvundet. Den tænkte sammenhæng mellem udskrivningsprocenten og det kommunale serviceniveau eksisterer ikke længere. På grund af strukturelle rammevilkår går højest skat i dag hånd i hånd med dårligst serviceniveau. Og det kommunale selvstyre beror ikke på udskrivningsretten. Den er reelt sat ud af kraft for mange år siden på grund af sanktionslovgivningen.

For få år siden var mange bekymrede over, hvorvidt danske EU-forbehold ville skabe et Europa i to hastigheder. Vi har for længst fået en Danmark i to hastigheder. Men det bekymrer tilsyneladende ikke vores Økonomi- og indenrigsminister og regeringen.

Borgmester i Svendborg Lars Erik Hornemann (V)

Thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal få overflod